Ganz gut! Très bien! Zeer goed! Mens kritikken hagler ned over Danmark fra EU-systemet og den tyske regering, kommer der langt venligere hilsner fra højrepartierne i Østrig, Frankrig og Holland, der nu alle presser på for at gå i de danske fodspor og indføre mere kontrol ved grænserne. »Vi har hilst den danske beslutning om genindførelse af grænsekontrol og delvis suspendering af Schengen-aftalen velkommen«, siger Karl-Heinz Grünsteidl, der sidder i den østrigske nationalforsamling for Frihedspartiet, FPÖ, der i målinger står til at blive landets største parti. »Vi mener, at aftalen må ophæves midlertidigt eller for en længere periode. Der findes flere muligheder, som vi overvejer lige nu, det har vi også meddelt officielt. Danmark kan i hvert fald regne med støtte fra os«, tilføjer han. Le Pen: Ud af Schengen I Frankrig lyder der tilsvarende ros fra partiet Front National, der er uden for indflydelse, men hvis leder, Marine Le Pen, står stærkt i meningsmålingerne op til næste års præsidentvalg. »Det er meget afgørende, at Danmark nu rejser spørgsmålet. Det vil hjælpe andre til for alvor at sætte problemet med de åbne grænser på dagsordenen«, siger partiets generalsekretær, Steeve Briois, til Politiken.
LÆS OGSÅ Regeringen laver grænseaftale i to versioner
Han peger på, at partiet nu i flere uger har hilst den danske regerings initiativ velkommen, og at han selv og Marine Le Pen henviser til det danske eksempel i interview og debatter. I en udtalelse slog hun fast, at Danmark »blot forsvarer landets legitime nationale interesser«, og at Danmarks holdning »er i stærk modstrid med Nicolas Sarkozy-regeringens sniksnak og totale passivitet ... På længere sigt er den eneste mulighed at forlade Schengen«. Mere kontrol i Holland I Holland er Geert Wilders’ Frihedsparti, PVV, støtteparti for den borgerlig-liberale mindretalsregering, og her er grænsespørgsmålet også aktuelt. »Vi er meget enige med Dansk Folkeparti i, at grænsekontrollen skal styrkes. Derfor er den danske aftale godt nyt: Jo mere, der skubbes på, jo bedre. Vi har bedt regeringen her om at sige klart i EU, at der bør skabes mulighed for mere grænsekontrol inden for Schengen«, siger partiets indvandringsordfører, Sietse Fritsma, til Politiken. Han peger på, at det især er den italienske beslutning om at give midlertidig opholdstilladelse til mange tusinde tunesiske flygtninge for nylig, der har sat gang i debatten om de åbne grænser i Holland. »Det vigtigste er at sikre os mod indvandring fra folk, der ikke burde være her – som f.eks. tuneserne, der jo ikke er flygtninge«, siger Sietse Fritsma.




























