Regeringen har fortolket 300-timers reglen for stramt. Det var nemlig ikke i orden, at Århus Kommune i juni sidste år med henvisning til 300-timers reglen tog kontanthjælpen fra en kvinde. Det siger en principafgørelse fra Ankestyrelsen - og kvinden står nu til at få sin kontanthjælp udbetalt med tilbagevirkende kraft. Manden var i arbejde 300-timers reglen er indført for at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Reglen omfatter ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, og den betyder, at kontanthjælpen falder bort for den ene ægtefælle, hvis ikke man har 300 timers ustøttet arbejde i en toårig periode. Striden i den konkrete sag fra Århus stod om, hvorvidt 300-timers reglen også gælder ægtepar, hvor den ene part er i arbejde. Og Ankestyrelsens afgørelse er klar - begge parter skal være på kontanthjælp, før kommunerne må tage reglen i brug og trække i kontanthjælpen. Kvinden fra Århus var derfor slet ikke omfattet af 300-timers reglen, siger Ankestyrelsen, for hendes mand har et helt almindelig lønnet fuldtidsarbejde. Minister: Reglen består Sagen fra Århus har verseret siden i sommer og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har hele tiden afvist, at regeringen og kommunerne har fortolket reglerne for stramt. Nu tager han Ankestyrelsens afgørelse til efterretning. »Mine jurister har hele tiden haft den opfattelse, at 300-timers-reglen omfatter både ægtepar, hvor begge ægtefæller modtager kontanthjælp, og ægtepar, hvor den ene ægtefælle arbejder og ikke modtager kontanthjælp. Det sidste er Ankestyrelsen ikke enig i. Jeg vil nu følge, hvilken betydning afgørelsen får i praksis«, siger Claus Hjort Frederiksen (V) i en pressemeddelelse. Han understreger samtidig, at afgørelsen ikke ændrer ved »det grundlæggende princip for 300-timers reglen«. Pengene tilbage Ifølge ministeren er det relativt få ægtepar, der uberettiget har mistet kontanthjælpen, ligesom kvinden fra Århus. Arbejdsdirektoratet vil snarest bede kommunerne om at behandle sagerne hurtigt, så de berørte får udbetalt den manglende kontanthjælp. 300-timers reglen har været stærkt kritiseret af opposition og af forskere, som ligefrem frygter, at reglen skubber ledige længere væk fra arbejdsmarkedet. I september viste en rapport fra Ankestyrelsen desuden, at kun ganske få procent af de kontanthjælpsmodtagere, som var blevet varslet om, at de risikerede at miste kontanthjælpen, hvis de ikke levede op til kravet om mindst 300 timers arbejde, var kommet i job. SF: Begmand til ministeren Hos SF - der er imod 300-timers reglen - glæder arbejdsordfører Eigil Andersen sig over, at Claus Hjort Frederiksen er blevet underkendt i sagen. »Jeg er meget glad for, at Ankestyrelsen nu slår fast, at kvinden har ret til kontanthjælp sådan, som vi i SF hele tiden har sagt. Det er en berettiget begmand til beskæftigelsesminister Claus Hjort, der mente, at kvinden ikke havde ret til kontanthjælp«, siger Eigil Andersen. Han vil nu gå til ministeren og spørge til, hvordan han vil sikre, at fejlen også bliver rettet i andre kommuner, der har lignende sager.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Isabella Cortes Rudas, Freja Sif Fjeldberg Sørensen, Birk Skjalholt og Kamille Stenbæk
Serie
Kronik af Peter la Cour
Klumme af Christian Jensen




























