Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Sagen er »totalt misforstået«

Debatkultur. Søren Pind frygter, at en rådden debatkultur kan true både retsstat og selve demokratiet.
Debatkultur. Søren Pind frygter, at en rådden debatkultur kan true både retsstat og selve demokratiet.
Lyt til artiklen

En kommentar skrevet til 4.014 venner på Facebook har sat udviklings- og integrationsminister Søren Pind under politisk pres.

»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«, skrev Pind på Facebook.

Pind sammenligner aktivister med Breivik på Facebook

Den udmelding har mødt utvetydig politisk kritik fra både modstandere og kampfæller.

Men kritikken beror på en fejlfortolkning, forklarer Søren Pind til politiken.dk

»Det er totalt misforstået at sige, at jeg har nævnt de to sager i samme åndedrag. Min tilgang til det er, at vi alle skal tænke os om, og at der findes én frontlinje i den kamp. Den hedder demokrati og retsstat. Og det er for eller imod«, understreger Søren Pind.

Ministeren frygter, at polemikere og aktivisters forråelse af både debatklima og politisk motiverede handlinger vil føre til en svækkelse af demokratiet og retsstaten.

»Jeg har længe været bekymret over den ekstremisme, som den politiske debat og handlinger i det offentlige rum indikerer. Det kan være urolighederne på Nørrebro i 2008, som satte Danmark i brand, og som var de værste uroligheder i efterkrigstiden. Det kan være et skrift som sjakalmanifestet; et menneskefjendsk hadsk skrift forfattet af en rockerchef«.

»Men det kan også være i det små, hvor vi tager os selv til rette og tænker, at det da kan være lige meget med loven. Når folk mener, at de sagtens udtrykke sig hadefuldt på nettet, uden at det betyder noget. Når folk tror, at de sagtens lige præcis i denne eller hin sag kan krænke retsstaten. Det er så blevet udlagt, som om jeg mener, at handlingerne i Østerild er det samme som handlingen i Norge, hvilket selvfølgelig er absurd og tåbeligt. Det ligger fint i forlængelse af den politiske debat, jeg er bekymret for«.

INTERN KRITIK

V-politikere lægger luft til Pind

Kritikken fra venner og fjender ansporer nu Søren Pind til at opfordre til, at hver enkelt debattør eller aktivist spørger sig selv, hvad de kan gøre for at bremse ekstremismen. Hvis det ikke sker, skaber vi et klima, hvor aggressive elementer lettere vil kunne forsvare deres voldelige handlinger, forudser ministeren.

»Kig ud over diverse blogfora. Det er et utroligt hadefuldt sprog. Kig ud over den danske medieverden, hvor politiske budskaber bliver udlagt i den mest ekstremistiske negative form, som jeg selv blev udsat for i dag. Se på ødelæggelserne af Nørrebro i 2008. Se, hvad rockere og indvandrerbander egentlig gør ved hinanden. Og tænk så lige over, om det er den her retning, vi ønsker, at det danske samfund udvikler sig i. Det tror ikke, at det er«.

Din facebookkommentar er blot blevet udlagt fra ord til andet. Og det har selv dine partifæller været ude at kritisere. Hvordan forholder du dig til det?

»Jamen, jeg gider ikke kommentere på det. Andet end at sige, at FB-kommentarer kan udlægges præcis som medierne eller andre ønsker det. Hvis nogen virkelig tror, at jeg har sat lighedstegn mellem folk, der gør som i Østerild, og den norske massemorder, så er der ærligt talt ikke ret meget, jeg kan gøre ved det«.

Mads Brandstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her