Det politiske slagsmål om regeringens boligpakke får nu en ny dimension. Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) første udtalelse om, hvor mange hushandler boligpakken vil udløse, viser sig nemlig at angive dobbelt så højt et tal, som hans egne embedsmænd efterfølgende har vurderet. Claus Hjort Frederiksens overdrivelse faldt, da han i søndags gav et interview til Politiken, som blev bragt i mandagsavisen. Her sagde han, at »forslaget vil trække 20.000-30.000 yderligere bolighandler med sig«.
LÆS ARTIKEL Hjælp på vej til det trængte boligmarked
Det er jeres vurdering?
»Ja«, svarede Claus Hjort Frederiksen.
Embedsmænd halverer skøn
Men finansministerens tal viser sig nu at være langt højere, end embedsmændene i Finansministeriet vil lægge navn til. Deres faglige vurdering, med forbehold, fremgår nemlig af baggrundsmaterialet til regeringens samlede vækstpakke, der blev præsenteret i tirsdags:
»En midlertidig lempelse af tinglysningsafgiften samt af ejendomsværdiskatten og grundskylden skønnes at kunne medføre en stigning i antallet af handler på op mod 25 pct. svarende til i størrelsesordenen 15.000 handler«, står der.
LÆS ARTIKELVKO-brud truer kort før valget
Regeringen er siden blevet kritiseret for, at boligpakken ikke vil have nogen større effekt på det fastfrosne boligmarked. Dansk Folkeparti har været hårde i kritikken af, at suspensionen af tinglysningsafgift og ejendomsskatter vil give så lidt på bundlinjen for boligkøberne, at det ikke i sig selv vil have nogen effekt. Partiet foretrækker i stedet at fordoble det såkaldte boligjobfradrag.
At Claus Hjort Frederiksen oven i købet har overdrevet den begrænsede effekt, boligpakken skønnes at få, gør blot sagen endnu værre, mener partiformand Pia Kjærsgaard:
»Det viser bare, hvad vi har sagt hele tiden, at det var over hals og hoved. Og at det var alt for uovervejet, og at man bare skulle komme med et eller andet«.
DF tror ikke på effekt
Hun påpeger, at hun anser det nuværende skøn for at være et »positivt« skøn, som hun selv tvivler gevaldigt på.
»Det vil overhovedet ikke give gang i bolighandlen«, siger Pia Kjærsgaard.
Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) er også forundret over tallet på 15.000. Socialdemokraterne har præsenteret en boligpakke med samme forslag som regeringen.
»Vi havde regnet med, at det ville give i omegnen af 10.000 hushandler i mereffekt. Så vi ligger slet ikke så højt«, siger han, men tilføjer, at Hjort Frederiksens nedjustering kan skyldes travlhed på kontoret i Finansministeriet:




























