Dansk økonomi har igen vokseværk efter at være skrumpet i slutningen af sidste år.
Og det er ikke alene godt for Danmark. Den positive vækst på 1,0 procent i det danske bruttonationalprodukt (BNP) i årets andet kvartal kan også give statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen et tiltrængt rygstød i valgkampen.
Det vurderer politisk kommentator Troels Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amts Avis.
»I en politisk sammenhæng kan regeringen bruge det til mere end oppositionen. Lars Løkke Rasmussen kan sige, at de ting, som regeringen har sat i værk, virker, ligesom oppositionens kritik af regeringen havde haft mere slagkraft, hvis der havde været recession flere kvartaler i træk«, siger Troels Mylenberg.
LÆS MERE Dansk økonomi vokser igen
»Regeringen kan nu sige, at den har knækket de negative kurver, og lige som en regering må tage skraldet, når det går ned ad bakke, kan den berettiget tillade sig at tage æren, når det går godt, uanset om det så er regeringens skyld eller ej, at det går godt«, siger Troels Mylenberg.
Frygt for ren foræring
Han mener, at fremgangen i dansk økonomi kan styrke regeringens valgkampagne.
»Det vil blive betragtet som et rygstød for Løkke, som kan bruge det til at vende stemningen. Mange havde frygtet det modsatte (fortsat recession, red.), og det havde været en ren foræring til oppositionen, som kunne sige, at 'nu går det endnu værre'«, siger Troels Mylenberg.
Politisk kommentator Hans Engell er enig i, at væksttallene - der også rummer en opjustering af væksten for årets første kvartal fra minus til plus - er gode for Løkke:
»Gode tal vil selvfølgelig hjælpe regeringen lidt. Den kan understrege, at den kurs, som den har lagt, er fornuftig, og at økonomien hænger sammen«, siger Hans Engell.
Mindre betydning
Han tror dog ikke, at tallene vil få samme betydning i valgkampen, som da negative tal for årets første kvartal tikkede ind midt i Folketingets afslutningsdebat inden sommerferien.
LÆS MERE
Løkke trods recession: Nu skal I ikke dræbe mit budskab»Selv økonomerne er uenige om, hvad det her kommer til at betyde, og danskerne er i forvejen sneblinde af alle de tal, der fyger rundt i valgkampen. Derfor bliver det her ikke afgørende på nogen måde«, vurderer Hans Engell.
»Valgkampen er nu inde i en fase, hvor det handler mere om følelser, tillid og mistillid, og derfor tror jeg ikke, at de vil flytte så meget«, mener han.
Hvordan, tror du, at oppositionen vil reagere?
»Den vil selvfølgelig glæde sig over, at det går bedre for Danmark, men omvendt vil den sige, at det er små tal, og at det havde set lysere ud, hvis regeringen havde grebet ind tidligere«.
»Samtidig vil den minde om, at der er en række uløste problemer med blandt andet boligmarkedet, der er gået fuldstændig i stå og problemer i detailhandelen«, siger Hans Engell.
Statsmandspotentiale
Troels Mylenberg mener, at Socialdemokraterne og SF nu skal håbe på, at BNP-tallene hurtigt forsvinder fra dagsordenen.
»De har allerede været ude at sige, at det er en god nyhed. Det er det helt rigtige, for det eneste, de kan gøre, er at vise statsmandspotentiale. Og derfor kan de ikke bruge en god økonomisk nyhed til at slå statsministeren oven i hovedet«, vurderer Troels Mylenberg.
fortsæt med at læse




























