Özgül Yildz har gået i en almindelig dansk folkeskole. Men da den i dag 26-årige kvinde blev gift og fik børn i en ung alder, fik hun aldrig taget eksamenerne i folkeskolen. Nu har den unge mørkhårede kvinde besluttet, at hun vil indhente det forsømte. Derfor er hun startet hos VUC København, hvor hun tager almen voksenuddannelse, der svarer til 9. og 10. klasses niveau. Bagefter vil hun uddanne sig videre, men først skal hun have eksamenerne på plads. LÆS OGSÅDerfor gider vi ikke stemme Politiken fanger Özgül Yildz midt i en sandwich i kantinen og spørger hende til folketingsvalget 15. september. »Jeg har helt klart tænkt mig at stemme, når der er valg. Det er vigtigt at gøre«, siger hun. Langtfra alene med sin tvivl Men Özgül Yildz ved ikke helt, hvem hun vil stemme på.
»Jeg har to børn, så jeg har ikke så meget tid til at følge med. Sidst der var valg, spurgte jeg nogle, jeg kender og stoler på, hvem jeg skulle stemme på, og så fulgte jeg deres råd. Jeg tror, jeg gør det samme ved det her valg«, siger hun. Og Özgül Yildz er langtfra alene om at være i tvivl om, hvor stemmen skal falde ved folketingsvalget. En analyse fra Megafon viser, at hver fjerde danske vælger – svarende til cirka en million mennesker – er i tvivl om, hvem de skal stemme på. Analysen viser også, at kvinder oftere tvivler end mænd, og at unge mellem 19 og 29 år, der endnu ikke har færdiggjort højere uddannelse end folkeskolen, er overrepræsenterede blandt tvivlerne. Et enkelt menneske til at styre Hos VUC København er der tilmeldt omkring 8.000 kursister, hvoraf en stor del netop kommer for at færdiggøre deres folkeskoleuddannelse eller videreuddanne sig på hf. Størstedelen af dem er yngre kvinder, og derfor burde der være mange tvivlere på uddannelsesstedet. I rygegården uden for kantinen ved VUC’s lokaler i det centrale København står en del unge kvinder og ryger, og blandt dem er der både tvivlere og nogle, som er stensikre på, hvor deres stemme skal falde ved folketingsvalget. Eksempelvis venindeparret Amanda Duncan og Maria Larsen. De er begge to 19 år, rygere og i gang med at tage en hf-uddannelse på VUC. LÆS OGSÅMine kolleger vil hellere tale om bryster end politik Men når det kommer til folketingsvalget og politik er de langtfra ens eller lige stålsatte. »Jeg stemmer på SF, og det har jeg aldrig været i tvivl om«, siger Maria Larsen. »Jeg kan godt lide deres pointer omkring busser og tog, hvor de vil have billigere priser, så flere kører med det offentlige. Jeg kan også godt lide deres holdninger omkring uddannelse, og jeg er glad for Villy«. Amanda Duncan overvejer derimod at stemme blankt ved folketingsvalget, fordi hun ikke ved, hvem hun skal sætte krydset ved. »Jeg synes, at alle politikere indeholder både godt og dårligt. Men jeg kan slet ikke tage stilling til, at et enkelt menneske skal styre landet«, siger hun. Et øjebliks vaklen Et par meter derfra står et andet venindepar, som begge læser hf enkeltfag. Den ene er Pauline Hartvig på 32 år, og hun bedyrer, at hun ikke er i tvivl om, hvem hun vil stemme på. »Jeg vil stemme på Socialdemokratiet. Jeg går op i det sociale og vil gerne være sygeplejerske, så derfor stemmer jeg på S. Det har jeg altid gjort«, siger hun. Veninden Mia Rente på 29 år fortæller, at hendes stemme også kommer til at tilfalde den røde blok i Folketinget. »Jeg stemmer på Enhedslisten«, siger hun, og så kommer Pauline Hartvig alligevel en smule i tvivl: »Ah, det kunne jeg faktisk også godt finde på. Men så skulle det være på grund af Johanne Schmidt-Nielsen, for det stråler bare ud af hende, at hun er kvik. Men nej, jeg stemmer nok på Socialdemokratiet alligevel«, siger hun. Vælgermøde Rektor for VUC København Søren Fersløv Andersen fortæller, at uddannelsesstedet gør meget for at lære kursisterne om demokrati og politik for at ruste dem til folketingsvalg. »Det indgår jo i undervisningen. Vores samfundsfagslærere og historielærere gør meget for at lære de unge om samfundet. De mener jo, at det er en meget vigtig del af deres uddannelse«, siger han. LÆS OGSÅDrop nu børnehavestilen og gør folk klogere Derfor har VUC København også arrangeret et vælgermøde i morgen (mandag), hvor kandidater fra alle partierne er inviteret, og kendte navne som Ida Auken og Manu Sareen er trækplastre. Vælgermødet bliver holdt i undervisningstiden for at sikre, at der kommer mange elever. »Og jeg tror godt, politikerne kan forberede sig på, at det er nogle unge mennesker, som i høj grad vil fortælle politikerne, hvad det hele handler om. Så det bliver nok mere et debatmøde end bare noget, hvor politikerne taler«, siger han.





























