Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mine kolleger vil hellere tale om bryster end politik

Vi er igen ved at blive tilskuere til magten, skriver Jakob Mathiassen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg sad i skuret og læste i Berlingske Business-sektion, om hvordan det firma, jeg arbejdede i, ville fokusere sine aktiviteter i fremtiden.

Efter at have læst artiklen igennem, fik jeg lyst til at dele disse informationer med resten af sjakket.

Da jeg var færdig med at referere artiklens konklusioner om vores firmas nye strategier, indtraf der en larmende og lidt akavet tavshed i skuret.

Lige indtil en kollega begyndte at fortælle om den artikel, som han læste. Den handlede om en eller anden millionær, der havde slået op med sin kæreste, der havde store bryster.

Det udløste en større meningsudveksling om både bruddet og brysterne.

Jeg afbrød diskussionen og brokkede mig over, at de andre ikke gad forholde sig til de vigtige ting i livet og for eksempel diskutere firmaets fremtidige dispositioner, men hellere ville tale om kvinden med de store bryster.

Netop som jeg var kommet godt i gang, sagde en af mine kollegaer:

»Jakob, vi gider ikke diskutere noget, vi ikke har en skid indflydelse på alligevel, så hellere tale om hendes bryster, det har sgu da i det mindste underholdningsværdi!«.

Her er en vigtig forklaring på betonarbejderes meget lave stemmedeltagelse til folketingsvalg. Jeg var i 2006 med til at lave en meningsmåling blandt 204 tilfældigt udvalgte betonarbejdere.

30 procent af mine kollegaer stemmer slet ikke. Det er jo en sjat, men det faktiske tal kunne godt vise sig at være langt højere. Der var nemlig mange, der valgte slet ikke at svare, selv om det var en anonym undersøgelse.

Jeg tror, at mange af dem nok bare ikke stemmer og derfor ikke gad forholde sig til spørgsmålet om partivalg. Hvis det er rigtigt, kommer andelen af sofavælgere uhyggeligt tæt på 50 procent.

Hvad de store bryster og mine kollegaers stemmedeltagelse har med hinanden at gøre, det kommer jeg til, men tilbage til skuret og de store bryster. Min kollega havde nemlig fat i noget.

Vi betonarbejdere har ligesom mange andre faglærte og ufaglærte ikke rigtig noget at skulle have sagt på vores arbejde. Vi arbejder i et diktatur, hvor ledelsens ord er lov, gør du ikke, som der bliver sagt, så er du fyret, så simpelt er det!

Diktaturet strækker sig fra de store spørgsmål, som hvilken type hus vi skal bygge, til de små ting som for eksempel vores arbejdssko.

Jeg er aldrig blevet bedt om at vælge arbejdssko ud fra et stort velassorteret katalog. Firmaet køber i reglen et mærke, som vi så alle sammen skal gå i, uanset hvad vores fødder måtte mene om den sag.

En af mine gamle formænd sagde det engang meget præcist. Da en af os ville brokke sig og indledte med: »Jeg tænkte, at ...«, afbrød formanden ham med ordene: »Jeg har ikke ansat dig for, at du skal tænke, jeg har ansat dig til at bruge dine arme og ben!«.

Min kollega havde altså ret, vi har jo ingen indflydelse på den virksomhed, vi arbejder for, så hvorfor beskæftige sig med det?

Sådan har det ikke altid været, det kan de gamle i faget fortælle om. Der var engang, hvor det var lidt mere usikkert, hvem der egentlig havde magten på byggepladsen.

I gamle dage var der for eksempel noget, der hed kitdage. Hvis en i sjakket fyldte år, kunne der hurtigt gå fest i den. Sjakket tog sig en kitdag, og formanden gemte sig nede på kontoret.

I dag ville vi nok blive fyret hele bundet, hvis vi stoppede arbejdet og brugte dagen på at fejre en kollega. Hvad har alt det her med betonarbejdernes stemmedeltagelse at gøre?

Jeg mener, at de to ting hænger sammen, for hvordan skal man kunne tro på, at man har nogen som helst indflydelse på for eksempel finansloven, hvis man ikke har indflydelse på, hvilke arbejdssko man skal arbejde i?

Jeg siger ikke, at de to ting hænger sammen mekanisk, sådan at mine kollegaer tænker: »Jeg kan ikke bestemme, hvilke sko jeg skal have på, så kan jeg ikke bestemme, hvem der er statsminister!«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Auken mente, at det er derfor, danskerne er optaget af politik, som om det er en fodboldkamp, hvor det er rødt hold mod blåt hold. Jeg er fuldstændig enig.

Det er mere en følelse af ikke at have krav på at blive hørt. At man ikke bliver taget alvorligt som menneske!

Svend Auken har engang defineret Socialdemokratiets mission som opgøret med almuesindet. Med almuesindet mente han en mentalitet, hvor man opfatter sig selv som totalt magtesløs. Det er herremanden, der bestemmer, og jeg har ikke en skid at skulle have sagt!

Han mente, at almuesindet er vendt tilbage sammen med globaliseringen. At arbejderne igen er ved at blive tilskuere til magten, og at følelsen af, at vi selv kan drive udviklingen, er på vej væk.

Auken mente, at det er derfor, danskerne er optaget af politik, som om det er en fodboldkamp, hvor det er rødt hold mod blåt hold. Jeg er fuldstændig enig.

Det var det, min gode kollega sagde, bare med nogle lidt andre ord. Hvis man ikke føler, at man har en skid indflydelse på, hvor samfundet bevæger sig hen, så kan man lige så godt koncentrere sig om underholdningsværdien.

Og hvis man ikke synes, at folketingsvalg er god underholdning, så kan man jo bare vælge det fra og slå over på Viasat Sport.



Det betyder, at hverken en mere populistisk eller en mere arbejdervenlig politik i længden vil kunne vinde mine kollegaer for et bestemt parti.

Vælgerne vil have mere substans og mindre pop end TV2 præsenterer, mener Jakob Elkjær. Kilde: politiken.tv

Kun et opgør med almuesindet og følelsen af magtesløshed vil i længden kunne ændre på tingenes sørgelige tilstand. Modstykket til almuesindet er svært at finde i dag, men det findes.For eksempel blandt stilladsarbejderne i København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når et stillads bliver sat op af underbetalt arbejdskraft, bliver det altid pillet ned igen få dage efter. Hundreder af stilladsarbejdere mødes tidligt om morgenen, og få minutter efter er hele lortet blevet skilt ad og smidt på gaden.

Disse ufaglærte arbejdere føler, at de har ret til at beskytte deres løn og arbejdsforhold ved at forhindre løntrykkere i at sætte stilladser op her i Danmarks hovedstad.

Der er ingen love eller overenskomster, der giver dem denne ret, det er en rettighed, som de bare tager sig. De retter ryggen, ser hele Overdanmark og globaliseringen lige ind i øjnene og siger: »Her bestemmer vi!«.

Hvor dette mod kommer fra, det ved jeg ikke, men det er dét mod, der giver håb.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden