Oprettelse af to nye ministerier. Forsøgsvis indførelses af taxameterstyring af folkeskoler. Og danske fly hjem fra Libyen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger nu – to dage før valget – sin plan for de første 100 dage, hvis han på torsdag får vælgernes opbakning til at fortsætte som statsminister i Danmark. Det sker mandag aften i en pause på statsministerens valgturne, hvor han har takket ja til Politikens forespørgsel. Fordelt over emner fra klima til bedre integration lancerer Lars Løkke Rasmussen et par snese konkrete forslag, der skal effektueres inden jul. »Det er en skitse med 10 indsatsområder for en genvalgt VK-regering. Og her er der så 40 måske 41 konkrete initiativer, der skal håndteres inden for de første 100 dage. Vi skal i gang med det samme, der er nok at gøre, og her er der så en stribe konkrete initiativer«, indleder Løkke.
Løkke vil udnævne europaminister
Blandt de mest håndgribelige forslag, og noget af det der med en ny VK-regering vil blive omsat til virkelighed en af de allerførste dage efter valget, er oprettelsen af to nye ministerier. Det gælder en genindførelse af en europaminister, som sidst Danmark havde EU-formandsskabet, stod på Bertel Haarders (V) visitkort.
»Det internationale udsyn skal jo ikke forsvinde efter 100 dage. Men de første 100 dage har to ting betydning. Det første er forberedelse af det danske EU-formandskab og udnævnelse af en europaminister«, forklarer Løkke Rasmussen, der selv betegner udnævnelsen af en europaminister som »en offensiv satsning på at Danmark bruger sit formandskab på at trække de EU-budgetforhandlinger, som er på dagsordenen næste år, i en offensiv retning«.
DF skyder EU ind i valgkampen »Vi kan ikke blive en vindernation i en taberregion. Det bliver en kæmpe opgave at lægge det stærkest mulige pres på, at EU flytter sit budget i retning af det, jeg også taler for herhjemme. Over mod innovation, udvikling, ny teknologi. Det kræver, at vi kan give det fuld opmærksomhed og fuld kraft og derfor en europaminister fra dag ét«.






























