Thornings valgsejr bliver mere sikker for hver time

Sejrherre? Med de seneste exitpolls ligner Nick Hækkerup en kommende minister. Her står han i Vega inden Socialdemokraternes valgfest.
Sejrherre? Med de seneste exitpolls ligner Nick Hækkerup en kommende minister. Her står han i Vega inden Socialdemokraternes valgfest.
Lyt til artiklen

Exitpoll på exitpoll dumper ind - og billedet bliver mere og mere tydeligt.

Danmarks næste statsminister hedder efter alt at dømme Helle Thorning-Schmidt, viser også den seneste exitpoll, der er blevet offentliggjort på TV 2 her klokken 19.

Den nuværende opposition står til 93 mandater, mens de fire partier i regeringsblokken kun sikrer sig 86 sæder i Folketinget.

Dermed er billedet i den seneste Megafon omtrent det samme, som også har tegnet sig klokken 17 og 18. Alligevel er det vigtigt at understrege, at valgstederne stadig er åbne indtil klokken 20, så det endelige valgresultat vil først foreligge senere på aftenen - måske 22.30.

En glad Hækkerup
Socialdemokraterne vil blive det ledende parti i en eventuelt kommende ny regering. Men partiet selv ser ud til at få et middelmådigt valg med kun omkring 25 procent af stemmerne.

FOTO

Partiets næstformand, Nick Hækkerup, er alligevel glad for udsigten til en ny regering.

»Intet er afgjort endnu. Målingerne siger så meget, men min mavefornemmelse siger da, at det bliver et positivt resultat. Jeg tror ikke, at vi kommer under valgresultatet fra sidste gang«, siger Nick Hækkerup til politiken.dk.

It ain't over ...
Efter 10 års med regeringsmagten ser det ud til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre må indstille sig på nogle år i opposition.

Klimaminister Lykke Friis har dog endnu ikke opgivet håbet, siger hun til DR.

»Jeg vil kun opfordre alle til at gå ud og stemme på de borgerlige partier. Der er tid endnu«, siger Lykke Friis.

»Man siger inden for operaen, at 'it ain't over till the fat lady sings'. Det vil sige, at det ikke er ovre, før den sidste tone har lydt. Sådan er det jo også inden for valgkampen«.

Statistisk usikkerhed

Megafons exitpoll gennemføres ved hjælp af personlige interviews på 35 repræsentativt udvalgte valgsteder samt telefoninterview. De personlige interviews gennemføres fra valgstedernes åbning, mens de telefoniske interviews er foretaget efter klokken 15. I alt omkring 5.000 interviews.

Megafon understreger, at undersøgelser som disse exitpolls er behæftet med en vis statistisk usikkerhed. Den vil være lige under +/- 1 procentpoint for de mindste partier og ca. 1,5 procentpoint for de største partier.

Mellem blokkene er fejlprocenten +/- 2 procentpoint.

Klokken 17 landede den første exitprognose, der også pegede på rødt flertal - 91 mandater mod 84.

FACEBOOK:

Rasmus Bøttcher Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her