Enhedslisten på vej mod storsejr: Vild jubel i Pumpehuset

Lyt til artiklen

»Det er jo fuldstændig fantastisk«.

34-årige Ditte Bille er en af de mange, der i aften fester igennem i Pumpehuset, hvor Enhedslisten holder valgfest.

Hundreder af hovedsageligt unge - og det strømmer stadig til med feststemte gæster - kigger forventningsfuldt op mod den storskærm, der viser TV 2's valgdækning.

Og der lyder et brøl, da tv-stationen stiller om til Pumpehuset.

Har følt regeringen på egen krop
Den første exitpoll fra DR giver venstrefløjspartiet 5,7 procent af stemmerne og 10 mandater.

»Faktisk kommer vores succes lidt bag på mig. Men samtidig må jeg sige, at regeringen har brug for at få at vide, at det, de har lavet, ikke har været i orden«, forklarer Ditte Bille.

»Aldrig nogen sinde har jeg selv prøvet på min egen krop at føle en regering så meget. Jeg er folkeskolelærer, og jeg har skullet lave 500 elevplaner uden at få ekstra tid til at lave dem. Jeg skal udføre nationale test, som dybest nedbryder vores børn selvtillid. Og jeg blev smidt ud af hospitalet tre timer efter, at jeg havde født. Det er ikke i orden«, uddyber hun.

Skuffelse hos de konservative: Det ser trist ud

Enhedslistens succes skyldes ikke mindst Johanne Schmidt-Nielsens indsats, vurderer hun.

»Hun er jo valgets dronning. Det her valg er nok et eksempel på, hvor meget en stor personlighed betyder for et parti. Hun har det, der skal til. Hun er netop det, som Enhedslisten har manglet«, siger Ditte Bille.

LÆS ARTIKEL

Thornings valgsejr bliver mere sikker for hver time

Og selv om valgresultaterne langt fra ligger klar, tager 26-årige Sasia Hviid gerne imod en lykønskning allerede nu. Hun mener, at en del af partiets succes skyldes partiets vilje til at forny sig og samtidig holde fast i det, der er vigtigt.

»Valgkampen er blevet kørt med klare og simple budskaber. Jeg har tidligere stemt på SF, men de er simpelt hen blevet for populistiske. Ikke mindst på flygtninge- og indvandrerpolitikken«, siger hun.

Fastholder solidariteten

18-årige Frederik Schou-Juul har stemt for første gang ved dette valg. Og der var ingen tvivl hos ham om, hvor krydset skulle sættes.

»Enhedslisten er det eneste parti, der stadig holder fast i miljøpolitikken, og som kæmper for solidaritet med udlændinge og fattige i vores samfund«, siger Frederik Schou-Juul, der selv har været med til at kæmpe kampen om stemmerne via uddeling af valgmateriale og flyers.

FACEBOOK

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her