Socialdemokraternes formand og kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, forsøger nu at mane usikkerheden om hjælpepakken til boligmarkedet i jorden. Den bliver ført ud i livet, siger hun på trods af, at Venstre efter valget vakler i sin opbakning til pakken.
»Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen. I øvrigt vil jeg afholde mig fra at gå yderligere i detaljer om, hvordan regeringsgrundlaget bliver«, siger hun.




























