»Hvis man kun vil have politikere til pæn brug, så skal man ikke tage mig. Det er jeg simpelthen for dårligt opdraget til«
Sådan sagde Henrik Sass Larsen om sig selv i et interview med Politiken i sommer.
Og selvom forventningerne til den socialdemokratiske politiske ordfører har været tårnhøje, og mærkater som ’Partiets top-strateg’ og ’Selvskrevet finansminister’ nærmest har klæbet til ham, er den kontante selverkendelse måske ikke helt skudt ved siden af.
Hvis man kun vil have politikere til pæn brug, så skal man ikke tage mig
Henrik Sass Larsen er nu afskrevet som minister i en kommende regering på grund af en relationen til en rocker. Og faktisk er det langt fra første gang, han er på dybt vand.
Skandaler på stribe
Sass oplevede for alvor skyggesiden af mediernes søgelys, da han i foråret blev indblandet i en bestikkelsessag, fordi han angiveligt havde spist og drukket gratis på en café i Køge sammen med Tommy Kamp, der er tidligere formand for Socialdemokraterne i Køge. Sass undgik dog en politisigtelse i sagen.
I sommer kunne han sandsynligvis have bidt tungen af sig selv, da han sagde, at man burde fjerne erhvervsstøtten fra Jyllands-Posten, Berlingske og Børsen, fordi de tre medier kun lod borgerlige meningsdannere komme til orde.
Efterfølgende betegnede han udmeldingen som en vittighed. Desværre for Sass var der ikke mange andre end ham selv, der betragtede den som sådan.
Café-besøget der væltede Henrik SassDesuden beskyldte venstremanden Jens Rohde ham under valgkampen i 2007 for at have lækket interne oplysninger fra Socialdemokraterne til Venstre.
Og endelig hængte B.T. i den netop overståede valgkamps slutspurt manden, som mange ventede ville blive finansminister, ud for ikke at kunne styre økonomien i et konkursramt kommunikationsfirma, hvor han var direktør frem til 2001.
Mønsterbryderen, der kom til tops
Det gik ellers så godt for drengen, der havde gjort op med den sociale arv og lagt en voldelig stedfar og en periode på børnehjem bag sig.
Nu klapper han mig én
Som andre politiske kanoner startede han sin politiske karriere som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (1992-1996)
I 2001 kom han i folketinget og med sin støtte til Helle Thorning-Schmidt som Socialdemokraternes formand kom Henrik Sass Larsen helt ind i varmen og tæt på de store beslutninger i partiet.
Han anses desuden af mange som hovedarkitekten bag den succesfulde alliance med SF, der stille og roligt tog form efter valgnederlaget i 2007.
Tempramentsfuld og frygtindgydende
Men måske har den barske barndom i den københavnske vestegn alligevel sat sine spor hos Henrik Sass Larsen.
Da Politiken i juni tegnede et portræt af den politiske ordfører og potentielle finansminister betegnede flere socialdemokrater Sass som temperamentsfuld og en hidsigprop, hvilket virker frygtindgydende på flere af hans partifæller.
»Når han synes, folk ikke har leveret, får han dem til at tænke: 'Nu klapper han mig én'«, lød det fra en af de anonyme partifæller.
DF-profil: PET må have langt mere på SassNogle medlemmer af folketingsgruppen er han angiveligt på så dårlig fod med, at det er gruppeformand Carsten Hansen, der håndterer kontakten med dem.
Henrik Sass - der jævnligt styrketræner – erkendte i portrættet selv sit iltre temperament:
»Hvis folk insisterer på at ville noget andet end det, som er linjen, så har jeg temperamentet med mig, og så skælder jeg ud på folk. Sådan er det«, sagde han.
Vælgerne og vennerne svigtede
Ved folketingsvalget for 14 dage siden mærkede Henrik Sass Larsen i tørre tal, at opbakningen til ham gik i den gale retning.
Hvor han ved valget i 2007 fik over 10.000 personlige stemmer, havde kun 7314 vælgere denne gang sat deres kryds ud for socialdemokraten, der som få er blevet gjort til en profil i partiet.
Og mens Henrik Sass Larsen selv gav B.T. skylden for det skuffende resultat, var tabloidavisen ikke alene om at stille spørgsmålstegn ved hans evner.
Politiken mener: En begmand til Helle Thorning-SchmidtDet var ikke ligefrem tillid til Henrik Sass Larsen, den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister og Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen erklærede, da han for nyligt analyserede Helle Thorning-Schmidts situation:
»Thorning selv virker stærk, men hendes største svaghed er, at hendes allernærmeste slet ikke er på samme niveau. Her tænker jeg primært på partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen«, sagde han til avisen.
Tænker uden maskinrum
Den kommende statsminister er altså nu én bekymring mindre, hvis man skal tro den tidligere Aarhus-borgmester.
Henrik Sass Larsen, er derimod langt fra sit rette element, det politiske maskinrum, hvor planer og strategier udtænkes. Fra sin kommende plads på bagerste række er han langt fra en ministerpost og langt fra den socialdemokratiske topledelse. I hvert fald i et stykke tid.
Hvor vidt Henrik Sass Larsen en dag vender tilbage til den socialdemokratiske top, og hvorvidt der kommer nye oplysninger frem i Sass’ rocker-relation kan kun tiden vise.
fortsæt med at læse




























