Sjællandske borgmestre fra S og SF løber nu direkte storm mod den betalingsring rundt om København, som deres partifæller i regeringen har svoret at indføre inden sommeren 2012.
Oprøret blusser op, før trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) på mandag samler de involverede borgmestre til konference om betalingsringen. De oprørske borgmestre reagerer især negativt på nyheden om, at billetpriserne til den kollektive trafik næste år ikke falder, men stiger. Dermed bortfalder en afgørende præmis for at etablere en betalingsordning for biler, der kører ind til hovedstaden, anfører tre borgmestre i et debatindlæg i dag i Politiken. »Vores opfordring til regeringen er at droppe hastværket, lægge enhver plan om betalingsring på hylden og i stedet bruge tiden på at finde en løsning på trængselsproblemet i København, der ikke samtidigt skævvrider hele Sjælland«, skriver Mette Touborg (SF), Marie Stærke (S) og Joy Mogensen (S), der leder henholdsvis Lejre, Køge og Roskilde Kommuner. Deres modstand er skarpere end den mere afventende skepsis, som socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn har udtrykt. Hastværk Roskildes Joy Mogensen siger til Politiken, at hun altid har haft »en betydelig og sund skepsis over for betalingsringen«. »Men krisen i den kollektive trafik har nu vokset sig så stor, at jeg ikke længere tror på, at der på et par år kan etableres et billigt, lettilgængeligt og miljørigtigt alternativ«. Hun kalder det »hastværk« at planlægge et lovforslag allerede til marts, »for det er umuligt hurtigt at realisere de tog og busser og pendlerparkeringsanlæg og andre investeringer, der skal til«. Køges Marie Stærke peger på, at togene til og fra hendes kommune til tider er mere end overfyldte; togene er utidssvarende på grund af IC4-skandalen, og der er ikke p-pladser nok ved stationerne.




























