Politikere: Visumballade er til skade for Danmark

Enegang. Så længe Danmark står uden for visumsamarbejdet, så kan det ramme landets omdømme og økonomi.
Enegang. Så længe Danmark står uden for visumsamarbejdet, så kan det ramme landets omdømme og økonomi.
Lyt til artiklen

Det franske ’non merci’ til at håndtere visumsager for Danmark kommer som en grim overraskelse for politikerne på Christiansborg. Hos regeringspartiet Det Radikale Venstre ser man med stor alvor på, at borgere i 27 lande nu er afskåret fra at søge om dansk visum i deres hjemland. »Jeg tror, det er korrekt, at det her kommer til at skade både samhandlen og turismen. Jeg tror også, at det er et problem i forhold til Danmarks omdømme«, siger udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen (R).

LÆS MERE Slut med dansk visum for 27 lande

I regeringsgrundlaget står der ellers sort på hvidt, at regeringen for at styrke turismen og samhandelen vil give visumreglerne et gennemsyn og sikre, »at reglerne bliver tidssvarende og i tråd med visumreglerne i vores nabolande«.

Strider mod hensigterne i regeringsgrundlag Når Frankrig nu har opsagt samarbejdet, fordi Danmark stiller strengere krav end de øvrige Schengenlande, strider det mod hensigterne i regeringsgrundlaget, mener Rasmus Helveg Petersen. »Vi skal jo tage en ting ad gangen, men jeg regner da bestemt med, at det er noget, vi kan få på lovprogrammet næste år, måske før. Når der sker noget yderligere som det her, der virker stik imod vores hensigter, så kan det være, at sagen hopper yderligere op på prioriteringslisten«, siger han. Ligesom erhvervslivet er han bekymret for, at andre Schengenlande vil følge Frankrigs eksempel og droppe visumsamarbejdet med Danmark. Samme holdning kommer fra regeringens støtteparti, Enhedslisten, der mener, at hårdknuden i aftalen skyldes efterdønningerne af de stramme udlændingeregler fra den tidligere VKO-regering. »Det er helt sikkert, at det er et væsentligt problem, hvis virksomheder og arbejdere, der vil til og fra Danmark, mange steder bliver omfattet af det her. Det er jo ikke til at have med at gøre«, siger udenrigsordfører Christian Juhl (EL). Han håber, at blødere visumregler fremover kan hjælpe på samarbejdet med de andre Schengenlande og foreslår desuden flere fælles nordiske ambassader som en løsning på problemet. V: Alt andet end optimalt Allerede i september, mens flertallet i Folketinget stadig tilhørte VKO, blev de første aftaler om andre Schengenlandes udstedelse af danske visa droppet, da Integrationsministeriet opsagde repræsentationsaftalerne med Tyskland og Finland. Ifølge Venstres daværende udlændinge- og integrationsordfører, Karsten Lauritzen, skyldtes det, at de to lande ikke kunne garantere, at også Udlændingeservice i Danmark kunne godkende ansøgningerne, hvis EU-kravet om en tidsfrist på syv dage skulle overholdes. »De ville have enekompetence så at sige. De ville have lov til at udstede visum til Danmark uden at konferere med de danske myndigheder, og der sagde vi så, at det kan vi ikke leve med«, siger Karsten Lauritzen, der i dag er retsordfører. Skyder mod regeringen Selv om det var hans eget parti med integrationsminister Søren Pind (V) i spidsen, der dengang frivilligt opsagde aftalerne om dansk repræsentation i flere lande, skyder han nu på S-R-SF-regeringen for efter fire måneder ikke at have fundet en ny løsning. »Det er alt andet end optimalt, at vi står i denne her situation, hvor der er en række lande, som vi ikke har en bilateral aftale med i forhold til visumudstedelse«. Men er det ikke hyklerisk, når det var jer selv, der opsagde aftalerne? »Vi opsagde aftalerne under forudsætning af, at man fandt en alternativ løsning. Jeg kan da godt forstå, at den nye regering har haft fokus på mange andre ting, men regeringen har siddet i tre måneder, og jeg tror altså, at det er rigeligt tid til at forhandle en aftale hjem, hvis man fik politisk fokus på det«, siger Karsten Lauritzen.
DF ønsker også hurtig løsning
Også Dansk Folkeparti mener, at de manglende muligheder for at søge visum i de 27 lande kan skade dansk turisme og handelssamarbejde. Derfor skal der hurtigst muligt findes en løsning, lyder det. »Det skal være sådan, at man i stort set alle lande skal kunne gå hen og få turistvisum eller en anden form for visum til Danmark. Det synes jeg er helt logisk«, siger udenrigsordfører Søren Espersen (DF). Ligesom Karsten Lauritzen ser han dog ikke et behov for at ændre de danske visumregler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her