Topstrateg svækker Thorning, men løser også flere problemer

Lyt til artiklen

Socialdemokratiets top står svækket tilbage, efter at Thornings chefstrateg og nærmeste politikerkollega i går faldt fra den politiske top til bund. Henrik Sass Larsen valgte at trække sig som ministerkandidat, efter at Politiets Efterretningstjeneste havde frarådet, at han blev sikkerhedsgodkendt. Henrik Sass Larsen (S) har stået bag Thorning fra den dag, hun kom i Folketinget og blev valgt til socialdemokratisk formand. Han har været afgørende for at samle partiets to fløje, og han har været bindeled i S-SF-aksen. De seneste uger har han siddet med hver dag på Hotel Crowne Plaza for at forhandle et kommende regeringsgrundlag. Når en sådan mand forsvinder, svækker det helt banalt partiets top, og det giver Thorning ridser i statsministerlakken. Det øger ikke en ny regerings troværdighed, at statsministerens højre hånd – der var udset til den centrale finansministerpost – har så tæt kontakt med en rocker, at PET ikke kan sikkerhedsgodkende ham. Det er endnu ikke kommet frem, hvorfor PET tændte advarselslamperne, da de havde set nærmere på toppolitikerens baggrund. Henrik Sass Larsen afviser blankt, at han har begået noget kriminelt, men forklarer selv, at han dumpede sikkerhedstjekket, fordi han talte med en Bandidosrocker på en cafe i Køge for fire måneder siden. Og efterfølgende endnu en gang havde kontakt med rockeren. Den forklaring undrer de fleste eksperter, der mener, at der skal mere til at gøre PET bekymret – men det er utænkeligt, at PET vil korrigere Sass’ historie. Det kan synes som en høj pris, at et møde med en rocker kan koste et langt politisk liv, men Sass Larsen har begået en klar fejl og leget med ilden i flere omgange. Han kunne ikke træffe andre beslutninger end den, han traf. Fremtiden findes på bageste række, hvis ikke han skal skade Thorning og en ny regering mere, end han allerede har gjort. Helle Thorning-Schmidt kan kun glæde sig over, at Sass Larsens skeletter faldt ud af skabet nu og ikke i valgkampen eller kort inde i den nye regerings liv. Hvor vidt Sass’ politiske liv skal ende der kommer an på, om sagen dør nu, eller om den får sit eget liv. Sikkert er det, at der vil gå år, før Sass igen kan begynde at klatre op af rangstigen. Rent strategisk løser Sass’ forsvinden dog også problemer for Thorning. Gennem det seneste år har hun fjernet sig en smule fra sin højre hård, og der har gennem længere tid været tvivl internt om, hvor vidt han var den rette til at bestride finansministerposten. Blandt andet på grund af et til tider hidsigt temperament og sit dårlige forhold til de radikale. En række radikale drager i dag et lettelsens suk. Med Sass fjernet fra finansministerposten kan forhandlingslivet blive en smule sødere for dem. Sass’ exit giver samtidig plads i Finansministeriet til Thornings anden tætte partner – nuværende stabschef Bjarne Corydon. Dermed kan det blive lettere at få Thornings drømmekabale til at gå op. Corydon var tiltænkt et tungt, koordinerende ministerium, som indtil i går kunne være et nyt ministerium. Men med et frit Finansministeriet får Corydon muligheden for at sætte sig i det tungeste overhovedet, og han vil så at sige fortsætte i sin rolle som stabschef for Thorning – nu med en meget større maskine i ryggen. Imod Corydon taler, at det vil være et sats at sætte en mand uden parlamentarisk erfaring i netop dét ministerium. Derfor kan tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen også være et bud på en ny finansminister. Han er en stor stjerne internt i partiet, og han har en række brede forlig på sit forhandler-CV. Udnævner Thorning ham, vil hun samtidig cementere hans rolle som kronprins i partiet foran Nick Hækkerup. Trods chokket over Sass’ fald er positioneringerne allerede begyndt internt i partiet. Svaret på det drama får vi senest mandag, hvor Thorning ventes at udpege sit ministerhold. Og at hun skal undvære en af sine tætteste allierede og største strateger på Amalienborg Slotsplads er, når alt kommer til alt, først og fremmest en svækkelse af den nye regerings ledelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her