Ole Sohns stædighed har skadet regeringen

Jorden under Ole Sohn (SF) var i går så brændende varm, at han måtte erkende sin aktive deltagelse i pengeoverførsler fra Moskva til DKP for at undgå, at sagen brød ud i lys lue. Hans skiftende forklaringer om sin kommunistiske fortid er nemlig ikke bare et problem for ham selv, men et problem for regeringen. Frem til sidste weekend skævede regeringstoppen bekymret til den kritiske pressedækning af erhvervs- og vækstminister Ole Sohns indblanding i pengetransaktioner fra Moskva til DKP, men kunne dække sig ind under, at pressen trak gamle sager frem, som ikke ændrede på det billede, som Ole Sohn selv har lagt frem om sin fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Men i weekenden rykkede sagen op i en ny liga. Her rejste den tidligere APN-chef i København Sergei Serebriako, Land og Folks korrespondent i Moskva Kurt Jacobsen og DKP’s tidligere kasserer Hans Kloster tvivl om Sohns forklaringer. De fortalte, at Sohn var aktivt involveret i at overføre penge fra Moskva til DKP, selv om han har sagt, at han kæmpede for at stoppe transaktionerne. De modstridende forklaringer førte til, at regeringstoppen nu ser med stor alvor på sagen. Politikere, der ændrer forklaringer, er noget af det mest graverende for troværdigheden. Sagen har samtidig skygget for den offensive dagsorden, som regeringen forsøger at sætte. I weekenden var det eksempelvis Ole Sohn, der prægede forsiderne frem for regeringens finanslov. Vækstministeren var derfor i går udsat for et stort pres internt i regeringen for at forklare sig og lægge sagen død. Derfor tonede han i aftes frem på tv. Men selv om erkendelsen om indblanding kunne trækkes ud af interviewene, har den stædighed, der indtil i går holdt ham fra at udtale sig, allerede skadet regeringen. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har brugt rigeligt med tid på at forklare sig om Ole Sohn-sagen, og derfor skulle Sohn ud af sit skjul, inden statsministeren i dag holder sit ugentlige pressemøde, så hun ikke endnu en gang skulle risikere at bruge al sin tid på at svare på spørgsmål om en tyve år gammel sag i stedet for om den finanslov, som blev indgået for to dage siden. Også for profileringen af Ole Sohns eget ministerium har sagen været en katastrofe. Vækstministeriet skulle være centralt for regeringen, hvor vækst er en af de absolutte mærkesager. Men indtil nu har ministeren ikke kunnet trænge igennem med andre dagsordner end sin fortid. Personer omkring Ole Sohn beskriver, hvordan han virker særdeles mærket af sagen. Han er passiv på gruppemøderne i SF, og i regeringsforhandlinger er hans rolle defensiv. ’Forstemt’ og ’mærket’ er ord, som hans egne bruger om hans humør. Internt i SF har sagen ydermere udviklet sig til noget nær et tabu. Ingen taler som sagen, men irritationen over, at den skygger for en offensiv politisk dagsorden, er stigende. Der er med andre ord langt fra den stærke gruppeformand, som Ole Sohn var, da SF sad i opposition, og den rolle, han spiller nu. Og det handler ikke udelukkende om de skiftende forklaringer om gøren og laden i fortiden. Allerede før valgkampen udspillede sig en positionering i toppen af SF, hvor Ole Sohn måtte vige pladsen som partiformand Villy Søvndals højre hånd og partiets nummer to for den unge fremadstormende strateg Thor Möger Pedersen, som efter valget har indtaget posten som skatteminister. Ole Sohn og Villy Søvndal har haft en tæt arbejdsrelation, men Søvndal har bedre kemi med den unge Möger Pedersen. Samtidig var der stigende utilfredshed over Sohns håndtering af mediesager og insisteren på, at hans fortid ikke var et problem. Han var med andre ord ikke en holdspiller. Sohn faldt fra i tårnet Den endelige deroute fra SF’s top udspillede sig i tårnet i Ørestad, da Socialdemokraterne, SF og de radikale skulle forhandle regeringsgrundlaget på plads. Her viste Thor Möger Pedersen sig som manden med størst overblik og forhandlingstæft, mens Ole Sohns rolle var mere passiv. Efter regeringsdannelsen blev Thor Möger Pedersen belønnet med en plads i regeringens absolutte top – det magtfulde koordinationsudvalg – til trods for at han ikke er valgt til Folketinget. Ole Sohn derimod kom ikke med i den inderste cirkel. Det er bestemt ikke nu, at SF har brug for, at endnu en personsag eksploderer. Toppen af SF er i forvejen hårdt ramt. Partiformand Villy Søvndal har lavet flere fodfejl som udenrigsminister. Senest i sidste uge, da det kom frem, at han var blevet sat på plads af statsministeren efter at have annonceret en fredsfond, som han ikke havde pengene til. Samtidig kæmper skatteminister Thor Möger Pedersen med sagen om departementschef Peter Loft, som beskyldes for at have ønsket at påvirke Helle Thorning-Schmidts skattesag, og sideløbende har Sohns fortid taget overskrifter. I særligt Socialdemokratiet breder følelsen sig af, at SF snart må hanke op i sig selv og forstå, at det nu er et regeringsparti med alt, hvad det indebærer. Blandt andet at få lukket dårlige sager om egne personer, hvis det skader regeringen. Også selv om man føler sig uretfærdigt behandlet.