Løkke kan ende med en ren venstreregering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er begyndt at indse, at en fremtidig regeringsdannelse kan blive en ensom affære. Den første uges valgkamp har budt på så markante opbrud i den tidligere så sammentømrede blå blok, at partiledelserne i både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti stiller store spørgsmålstegn ved, om en VK-regering kan fortsætte, hvis de borgerlige genvinder magten. Derfor begynder man internt i Venstre at tale om muligheden for en ren venstreregering, og med den interne splittelse vokser sandsynligheden for det scenarie dag for dag. Et kort og hårdt liv En sådan regering vil få et meget besværligt liv, fordi den skal finde flertal mellem de konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fra sag til sag. Derfor vil levetiden ikke være en fuld regeringsperiode, men måske kun et år eller to, hvorefter Løkke igen vil være tvunget til at udskrive valg. En tid i en ren venstreregering kan dog bruges effektivt. Da Poul Hartling havde haft en ren venstreregering 1973-75, næsten fordoblede han Venstres mandattal ved valget i 1975. Når toppen i de tre partier hver for sig sidder med disse regeringsovervejelser, skyldes det, at opbrudene i valgkampens første uge stikker dybere end bogstavleg. De konservatives alliance med de radikale er et ægte ønske om at bevæge sig væk fra Dansk Folkeparti og samarbejde hen over midten i dansk politik. Derfor kan DF få svært ved at samarbejde tæt med de konservative fremadrettet. Alliancen med de radikale er kun seneste skud på den konservative leder, Lars Barfoeds, løsrivelse fra blå blok. Allerede lige inden han blev formand i januar, udtalte han, at det kan give god mening for de konservative at stå uden for et regeringssamarbejde i en borgerlig regering. De konservative er indtil nu blevet for presset af regeringssamarbejdets kompromiser og kunne i stedet satse på mere albuerum til at profilere egne mærkesager som støtteparti. I løbet af foråret har han gjort det klart, at han ønsker at bryde med blokpolitikken og vil bruge sine mandater til et aktivt samarbejde med Socialdemokraterne, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister. Han har løbende understreget, at de konservative ikke kan sidde i regering med Dansk Folkeparti, og i et interview med Weekendavisen gjorde han op med det, han kaldte Dansk Folkepartis nationalpopulisme. Alliancen med de radikale er altså blot seneste skud på stammen i en proces for løsrivelse. Det kan de udmærket se hos Venstre og Dansk Folkeparti, som helt rigtigt tvivler på, om de konservative egentlig selv har noget ønske om at være med i en regering. Afgørende 8 procent Meget afhænger dog fortsat af, hvordan vælgerne stemmer. Hvis de konservative får over 8 procent af stemmerne, vil de have tilstrækkeligt mange muskler til at forsøge at få en række mærkesager igennem i et regeringsgrundlag. Og store indrømmelser er nødvendige, for at det konservative bagland kan se meningen med, at Barfoed stadig skal køre i ministerbil. Hvis de konservative får mindre end 8 procent af stemmerne, vil folketingsgruppen være så lille, at det kan blive svært for Barfoed både at have et velfungerende ministerhold og en folketingsgruppe, der er stor og stærk nok til at sætte en politisk dagsorden, der kan få partiet væk den meget lave vælgertilslutning. Statsministeren har selvfølgelig den mulighed at lave en ny regering med Dansk Folkeparti, men det scenarie synes usandsynligt. Lars Løkke har klart sagt, at Dansk Folkeparti ikke skal sidde i regering. Det vil give ham problemer i forhold til de borgerlige midtervælgere, som er klar til forlade blå blok, hvis Pia Kjærsgaard kommer i regering. Så med de konservative på vej væk fra et tæt samarbejde og Dansk Folkeparti lukket ude af ministerbilerne ser en mulig fremtid for Lars Løkke Rasmussen som statsminister ensom ud.