Udlændingedebatten får S til at slå på vennerne

Udlændingespørgsmålet er potentielt sprængfarligt stof i den røde blok. Emnet får i Socialdemokratiet hovedansvaret for, at partiet tabte valgene i 2001, 2005 og 2007. Dengang var linjen uafklaret internt, og holdningerne i oppositionen så vidt forskellige, at de borgerlige havde held til at skabe et billede af, at indvandrere ville strømme ind over grænserne, hvis oppositionen kom til magten. Siden har ledelserne i S og SF gjort, hvad de kunne, for at valget i 2011 ikke kan afgøres af selvsamme tema. Danskerne har vænnet sig så meget til Pia Kjærsgaard og blokpolitikken, at realiteten er, at det er meget svært at vinde valg i dag, hvis man ikke har styr på sin udlændingepolitik. Derfor handlede det første udspil, som S og SF lavede sammen i 2008, netop om udlændingepolitikken. Dengang afskrev SF sig ønsket om at afskaffe 24-års reglen og tilknytningskravet. En kamel at sluge for SF’s bagland, men en strategisk nødvendighed for at lukke en flanke for de borgerlige. Siden er det gået nogenlunde med at lukke spørgsmålet ned. Derfor er det også forbløffende, at det skulle være SF’s formand, Villy Søvndal, der bragte spørgsmålet om den omdiskuterede 24-års regel op i denne valgkamp. Socialdemokraterne tager sig til hovedet over, at SF’erne i panik over vigende meningsmålinger har følt behov for at skabe tvivl om et af de mest sårbare emner for oppositionen. Socialdemokraterne er pinligt bevidst om risikoen ved at åbne for en lempeligere udlændingepolitik. Derfor kan de kun slå særdeles hårdt ned på åbninger fra SF eller pres fra de radikale. Som når den radikale leder i dag fremlægger en stribe udlændingepolitiske krav til et nyt regeringsgrundlag. Åbningerne vil trænge Socialdemokraterne op i et hjørne i en sådan grad, at de er nødt til at udstikke benhårde garantier mod lempeligere udlændingeregler. Sådan som Thorning fredag måtte gøre over for SF’s snak om at afskaffe 24-års reglen. En nødvendighed, der viser, hvor ømtåleligt emnet opfattes, men også en risikabel kurs for et fremtidigt samarbejde. De radikale har tidligere vist sig særdeles stædige, når de er blevet stillet over for ultimative krav. Men for Socialdemokraterne er det et spørgsmål om at bevare troværdighed og tillid. For de borgerlige er Søvndal og Vestagers insisteren på at bringe udlændingespørgsmålet ind i valgkampen for at profilere sig selv en gave. Det giver de borgerlige en mulighed for at diskutere emnet uden at blive beskyldt for at trække udlændingekortet i panik over dårlige målinger. Eneste trøst for rød blok er, at udlændingespørgsmålet ikke rangerer så højt hos vælgerne som ved de seneste valg. Økonomien overtrumfer, og nok er nok-tilgangen til udlændingepolitikken vokser i borgerlige kredse. Kun rød bloks egen håndtering af sagen bestemmer, hvor afgørende emnet bliver for vælgerens dom.