I modsætning til Venstre vil Dansk Folkeparti gerne lukke en aftale om førtidspension og fleksjob, selv om der endnu ikke er fremlagt en samlet langtidsplan for dansk økonomi frem mod 2020. Det siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF), hvis parti rent matematisk sagtens kan levere et flertal sammen med regeringen uden om Venstre og de øvrige partier. »Hvis vi vurderer, at vi kan få en fornuftig aftale, så indgår vi en aftale, uanset hvad de andre partier gør«, siger Kristian Thulesen Dahl. DF er bekymret for midlertidige ydelser Han lægger dog ikke skjul på, at partiet bevæger sig til forhandlingsbordet med en forhåndsbekymring for, om de midlertidige ydelser, som regeringen i stedet for førtidspension vil tildele personer i ressourceforløb, bliver store nok. »Vi vil ind og kigge på de enkelte grupper, for i udgangspunktet er vi ikke tilhængere af, at ydelsesniveauet bliver lavere. Vi har forestillet os en situation, hvor folk får den ydelse, som en førtidspension kunne berettige til«, siger Thulesen Dahl. Fleksjob- og førtidspensionsforhandlinger bliver ouverturen til et omfattende reformår og anses derfor som en test af såvel regeringens evne til at indgå brede forlig som Venstres reelle kompromisvilje.
LÆS OGSÅ 1,4 milliarder på vej til svage unge
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har netop skitseret sine krav for at tage del i reformarbejdet. I et Berlingske-interview fastslog han, at Venstre vil se regeringens samlede plan frem mod 2020, før han giver sin støtte til nogen delreform af f.eks. førtidspension og fleksjob:
»Vi vil gerne bidrage, men det skal ske i et oplyst rum. Vi må have faktorerne op i den rigtige orden. Det starter ikke med, at vi begynder at lave små delaftaler, der skal bidrage til at få et eller andet stort regnestykke til at gå op, som vi ikke kender«.
LÆS ARTIKLENLøkke stiller krav til forlig om store reformer



























