Bureaukrater i alle ministerier betaler i disse dage prisen for den boligjobpakke, mange af dem selv var med til at forberede under forsommerens forhandlinger om tilbagetrækningsaftalen. Alle ministerområder arbejder netop nu med at udmønte boligjobpakkens besparelseskrav på 1 mia. kr. i udgifterne til løn og drift i år og næste år. I dag blev der varslet fyringer i Finansministeriet, og i morgen falder hammeren i det løntunge social- og integrationsministerium under Karen Hækkerups (S) ledelse. I Socialministeriet vil der i morgen blive udstukket fyresedler.
Medarbejderne skal være tilgængelige i morgen
I alt skal der afskediges 90 fuldtidsmedarbejdere på Socialministeriets område. Der er tale om i alt 140 årsværk, hvoraf de 90 vil være deciderede fyringer. De er fordelt ud over dels selve departementet, dels også diverse styrelser som f.eks. Den Sociale Ankestyrelse og Pensionsstyrelsen.
Medarbejderne har fået besked på at være tilgængelige i morgen, erfarer Politiken. Embedsmændenes fagforening, Djøf, er i højeste alarmberedskab. Ikke sat tal på antallet af fyringer »Vi har aldrig set noget lignende. Der kom en del personaletilpasninger, da Foghregeringen trådte til, men hvis de indberetninger, vi har fået fra de enkelte ministerier, holder vand, så bliver det den største personaletilpasning, vi har set, så lang tid jeg kan huske«, siger Lars Qvistgaard, formand for Djøf’s overenskomstforening. Ifølge departementschef David Hellemann fra Finansministeriet blev samarbejdsudvalget i dag indkaldt for at drøfte, hvad han kalder en »større tilpasning« af ministeriets og de tilknyttede styrelsers drift.




























