Lykke Friis til kvinder: Stop kønskampen

Lyt til artiklen

Efter 100 år med fejringen af kvindernes internationale kampdag, der blev opfundet i Danmark, må det være nok, mener den danske ligestillingsminister Lykke Friis (V).

»I stedet for at have endnu en kvindernes internationale kampdag, så skal det være mænd og kvinders kampdag for de lige muligheder«, siger hun.

Ligestillingsdebatten har for længe alene handlet om køn og kvoter, men tingene flytter sig ikke nok, mener ministeren. Derfor skal mændene inddrages i debatten, som skal handle mere om lige muligheder for alle uanset køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet:

»Regeringen har sagt, at vi skal have ghettoen tilbage til samfundet. Vi skal også have ligestillingsghettoen tilbage til samfundet. I dag er det kun kvinder, der diskuterer kvinder med kvinder«.

Nedsætter panel af mænd
Lykke Friis har før svinget fanen for mændene, men er nu klar til at handle konkret. Blandt andet vil hun nedsætte et panel af mænd med særlige forudsætninger for at deltage i ligestillingsdebatten.

»Mandepanelet skal hjælpe med at finde ud af, hvordan vi får debatten tilbage til samfundet. Det er hovedformålet. Men når man samler mænd, skal de også pege på, hvor de mener, de ikke har lige muligheder. Det kan være på uddannelsesområdet. Men hvor mere? Det vil jeg sådan set gerne høre mere om«, siger hun.

Lykke Friis afviser på forhånd beskyldninger om at negligere ligestillingsproblemerne i Danmark. Hun ønsker blot en ny tilgang til, hvordan de skal løses. Det skal ikke være en ren kvindesag.

»Hvis vi vil have flere mænd til at tage barsel, er det et fælles projekt inden for ægteskabet. Hvis du skal have flere kvinder i bestyrelsen, og du har en mandlig bestyrelsesformand, så skal han jo også se lyset og anerkende, at det er en vigtig dagsorden«, siger hun.

Et opgør med fordelingstyranniet

Ministerens udspil møder jubel fra en af de såkaldte blå ligestillingsdebattører, medstifter af den liberale ligestillingsblog Damefrokosten.com Lea Stentoft.

Hun kalder det et opgør med »hele det her fordelingstyranni, hvor man måler ligestillingen på statistikker«, og hvor politikere prøver at »trække ligestilling ned over et samfund« i stedet for at lade det ske frivilligt.

En række kønsforskere er enige med ministeren i, at ligestilling vedrører mænd såvel som kvinder. Men det nye mandepanel kan give indtryk af, at regeringen har en anelse uorden i proportionerne, mener ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorst:

»Vi har nogle meget udsatte mandegrupper, blandt andet fordi det især er typiske mandejob, der forsvinder ud af Danmark. Problemet er bare, at man ikke har fokus på kvinderne også. Derfor er det lidt at perspektivforskyde diskussionen, hvis man kun nedsætter et mandepanel. Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet«.

Anette Borchorst peger på, at klassiske udfordringer som manglende ligeløn og for få kvindelige ledere fortsat står uløst, og at regeringen har gjort meget lidt for at ændre på skævhederne.

Med mandepanelet følger dog også andre initiativer. Senest har Lykke Friis iværksat ’Operation kædereaktion’, hvor 31 virksomheder som Carlsberg, Danske Bank og Novo Nordisk har skrevet under på, at de vil arbejde for flere kvinder i bestyrelserne. I 2011 kommer et lignende initiativ målrettet offentlige institutioner.

mette østergaard og kristine korsgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her