Få uger før Kvindernes Internationale Kampdag startede – traditionen tro – en debat om, hvor relevant kampdagen nu egentlig er, og om tiden er løbet fra den.
I år blev den skudt i gang af ligestillingsminister Lykke Friis. Ministeren proklamerede, at det er på tide at aflyse kvindekampen. Og så skal der nedsættes et mandepanel.
Lad os starte med de vanlige feministbesværgelser: Nej, ligestilling handler ikke om at bekæmpe mænd. Ja, der findes udsatte mandegrupper, og det er en fin ide at nedsætte et mandepanel – venstrefløjen har tidligere foreslået noget lignende samt en egentlig mandekommission.
Men ved at aflyse kvindekampen risikerer vi at overse den strukturelle diskrimination af kvinder, der fortsat kendetegner vores samfund. Det er en ulighed, der betyder, at markeringen af 8. marts er både nødvendig og ikke mindst tidssvarende. Med ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorsts ord: »Gennem flere år har ligestilling handlet om indvandrerkvinderne, og nu skal det så handle om mændene. På en eller anden måde går man uden om majoritetsproblemet«.
For præcis et hundrede og et år siden besluttede fremtrædende kvinder på et internationalt møde i København (i det nu nedrevne Folkets Hus på Jagtvej 69) at indstifte en international dag for kvinders rettigheder. I 1975 gjorde FN dagen til en global kvindedag.
Ambitionen var at sætte særligt fokus på kvinders stilling i samfundet og ikke mindst at gøre kampen for kvinders ligestilling til et fælles samfundsmæssigt anliggende – frem for at være noget den enkelte kvinde måtte slås med. Og selv om meget har ændret sig siden 1910, er kvindekampen anno 2011 i sin essens den samme: ønsket om en lige og demokratisk samfundsmodel, hvor køn ikke er bestemmende for vores muligheder og livssituation.
For selv om vi lever i et samfund, hvor stort set alle bekender sig til ligestilling – til tider fremhæves det oven i købet som en særlig dansk værdi – er vi fortsat langt fra at være i mål.
Ligelønsloven blev vedtaget helt tilbage i 1975. Alligevel er der fortsat 18 procents forskel på mænds og kvinders løn.
I årtier har netop den økonomiske ligestilling ellers været et mantra i vores samfund og er – helt korrekt – blevet betragtet som en afgørende forudsætning for kvinders frigørelse. Den voldsomme lønforskel fik i efteråret 2010 en række faglige organisationer til at lave den humoristiske kampagne ’Kvindernes sidste arbejdsdag’. For når kvinder får 18 procent mindre end mænd, så skulle kvinderne rimeligvis også arbejde 18 procent mindre – og altså dermed have sidste arbejdsdag 1. november.
Formålet var ikke at skaffe landets kvinder en forlænget juleferie, men at påpege strukturelle skævheder, som ingenlunde kan løses af den enkelte kvinde eller af regeringens foretrukne ligestillingsredskab: ’frivillighedens vej’. Skal vi ligelønsproblemerne til livs, er aktiv politisk handling nødvendigt.
En af hovedårsagerne til den økonomiske skævhed er, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, og at de fag, der domineres af kvinder, aflønnes betydelig ringere end de fag, der domineres af mænd. Netop de såkaldte kvindefag er altovervejende at finde inden for det offentlige område – og her er vi som politikere ansvarlige for lønningsposens størrelse.
Kan det virkelig være rimeligt, at det arbejde, der som oftest udføres af kvinder, fortsat og helt systematisk betragtes som mindre værd end det arbejde, der som oftest udføres af mænd?
Hvilken logik er det, der tilsiger, at en sosu’s arbejde er mindre værd end en svejsers?
Hvis man fra politisk side virkelig mener det, når det siges, at ligestilling er en afgørende dansk værdi, må det også betragtes som et samfundsmæssigt anliggende at udligne lønforskellene.
I den forbindelse er det helt nødvendigt at forholde sig til den skæve fordeling af barselsorloven.
Over 90 procent af barslen tages af kvinder – hvilket har afgørende betydning for kvinders løn og ikke mindst pension. Men skal der ikke være frit valg? Før vi overhovedet kan komme i nærheden af at tale om frit valg, må en række barrierer udryddes. Så længe kvinder tjener 18 procent mindre end mænd, er det en væsentlig større belastning for familiens samlede økonomi, at far tager barsel. Dertil kommer, at mange mænd fortsat bliver mødt med fordomme, når de beder arbejdsgiveren om barselsorlov.
I øvrigt ville det vel slet ikke være så tosset, hvis børn kunne opleve begge forældre som den primære omsorgsperson? Hvis der altså er to. Netop derfor bør Danmark – efter blandt andet svensk forbillede – øremærke tre måneders barsel til begge forældre. Og det er skam med vilje, at vi ikke skriver ’til far’. Der ligger nemlig også en ligestillingskamp i at sikre regnbuefamilier de samme rettigheder som flertallet.
Derudover skal den centrale barselsfond udvides, så den også dækker de selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil fjerne en væsentlig barriere for kvinder i forhold til at blive iværksætter – i dag udgør kvinder kun 25 procent.
Den stereotype kønsopfattelse, der blandt andet ligger bag den skæve fordeling af barselsorloven, skal også udfordres i skoler og daginstitutioner. Køn skal sættes på skemaet på lærer- og pædagoguddannelserne, så lærere og pædagoger får indblik i og redskaber til at bryde fastlåste kønsrollemønstre hos børn og unge, ligesom de skal have støtte og vejledning fra fagkonsulenter med fokus på køn, så de styrkes i deres daglige arbejde med børnene.
Men det er ikke kun økonomien og barselsorloven, den er gal med. Kvinder er systematisk underrepræsenteret på samfundets ledende poster. Lad os se nærmere på to konkrete områder: toppen af dansk forskning og toppen af det danske erhvervsliv.
På Københavns Universitet er andelen af kvindelige kandidater 57 procent (2009-tal). Af samme årsag advares der jævnlig imod, at kvinderne er ved at overtage universiteterne. Men bevæger man sig op ad den akademiske rangstige, vil man hurtigt opdage, at der bliver længere mellem kvinderne, jo højere op man kommer. Kvinder udgør kun 30 procent af lektorerne (2008-tal), og under 15 procent af landets professorer er kvinder (2008-tal).
Skævvridningen er i årevis blevet forklaret med historisk efterslæb – altså at der før i tiden var færre kvindelige kandidater at tage af, og at underrepræsentationen derfor vil forsvinde af sig selv, i takt med at kvinder udgør en større og større andel af rekrutteringsgrundlaget. Problemet er imidlertid, at underrepræsentationen af kvinder også er markant i nyansættelser. Med andre ord, den akademiske top er fortsat primært et mandeanliggende.
Er det et problem, man politisk skal forholde sig til?
Ja. Dels fordi mænd og kvinder groft skåret har forskellige livssituationer og derfor kan bidrage med forskellige vinkler og prioriteringer i den akademiske produktion. Dels fordi det samfundsøkonomisk er ineffektivt, at de mange potentielle talenter og forskerspirer blandt landets unge kvinder ikke udfoldes. Og ikke mindst fordi vi lever i et samfund, der bekender sig til demokrati og ligestilling, hvorfor kvinder og mænd bør have lige mulighed for at opnå for eksempel professorater.
Hvad skal der så gøres? Der er to veje. Vi kan handle, eller vi kan lade tiden gå og se, om ligestillingen kommer af sig selv.
Inge Henningsen, lektor ved Københavns Universitet, regnede i 2003 på den sidste mulighed. Hun nåede frem til, at med en fremskrivning af tallene fra Københavns Universitet fra 1970 til 2001, vil det tage 248 år, før kønnene er ligeligt repræsenteret. Så stor er vores tålmodighed ikke. Handling er nødvendigt. Og før Lykke Friis blev ligestillingsminister, var hun skam parat til at levere andet end hensigtserklæringer.
Lykke Friis til kvinder: Stop kønskampenI sin tid som prorektor på Københavns Universitet indførte hun kontant belønning til de fakulteter, som ansætter flere kvindelige professorer – i form af både økonomisk bonus og flere professorater. Ordningen har vist sig at være yderst effektiv. Københavns Universitet fik i 2008 i alt 20 kvindelige professorater mod i gennemsnit 10 i 2006 og 2007.
Også i virksomhedernes top er der langt mellem kvinderne. Oppositionens krav om at indføre kvoter, der sikrer minimum 40 procent af begge køn i virksomhedernes bestyrelser, er blevet mødt med skarp kritik. Virksomhederne profitoptimerer og vælger derfor altid, hvad der er bedst for dem, og det skal der ikke pilles ved, siger modstanderne. En større dansk analyse fra 2009 viste imidlertid, at virksomheder med kvinder på ledelsesposter rent faktisk tjente flere penge.
De samme erhvervsfolk, der i de fleste moderne managementteorier lærer at inddrage institutionelle forhold, kan åbenlyst ikke se, at oldboys-networking er så institutionaliseret i erhvervslivet, at kvinderne holdes ude. Og interessant nok, så meldte Foreningen Erhvervskvinder og Kvindelige Erhvervsledere allerede i 2009 ud, at de bakker op om at indføre kønskvoter – blandt andet med argumentet om, at den svage stigning i antallet af kvinder, der er sket, ikke indikerer, at vi får ligestilling i indeværende århundrede.
For os er kvoter ikke et mål i sig selv, men de kan være et nødvendigt redskab i arbejdet hen mod ligestilling.
Hvis man kritiserer underrepræsentationen af kvinder i de forholdsvis snævre miljøer som både forskningens top, erhvervslivets bestyrelser eller for eksempel borgmesterkontorerne (der er kun 14 kvindelige borgmestre i Danmark), får man som oftest stemplet ’elitefeminist’. Og det er da også helt korrekt, at der er en overhængende fare for, at universitetsuddannede middelklassefeminister overser rengøringsassistentens og kassedamens alt for lave lønninger eller glemmer det faktum, at 28.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold.
Når det alligevel er relevant at beskæftige sig med netop disse elitære miljøer, skyldes det, at det i høj grad er her, magten over vores samfund ligger. På forskningskontorerne findes en afgørende magt i forhold til at definere ’sandheder’ i vores samfund. På direktionsgangene en helt afgørende magt over landets økonomi. Og på borgmesterkontorerne, tja, det siger næsten sig selv.
Summa summarum: 8. marts er stadig yderst aktuel.
Et par af de tidligere borgerlige ligestillingsministre har forsøgt at reducere ligestillingsdebatten til noget, vi skal ’gøre’ ved indvandrerkvinderne. Det dækker ikke alene over, at ligestillingsdebatten spændes for regeringens værdikampvogn, men over en grundlæggende ligegyldighed og total mangel på prioritering af ligestillingsspørgsmålet.
I et feministisk perspektiv er det decideret bagstræberisk – og fører næppe til frigørelse – at stemple bestemte grupper som ofre, som middelklassehvide danskere skal ’redde’ fra deres egen kultur. VKO’s bekymring for ’indvandrerkvinder’ er i øvrigt svær at spore i deres konkrete politik. Den såkaldte 450-timers regel er et eksempel: Lever et ægtepar ikke op til kravet om, hvor mange timer der skal arbejdes, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp.
I 2008 gennemførte SFI en undersøgelse, der viste, at 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. det, der på det tidspunkt hed 300-timers reglen, er født uden for Danmark grænser – og at 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Denne gruppe kvinder gøres altså 100 procent økonomisk afhængige af deres mænd.
’Redningsaktionen’ er derved ikke alene tom retorik – regeringens politik bidrager simpelthen til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund.
I modsætning til sine to forgængere har Lykke Friis ikke benyttet sin ministerpost til at gøre ligestilling til et spørgsmål om indvandrere. Til gengæld synes hendes kønspolitiske tiltag på Københavns Universitet meget langt væk. Senest med hendes udmelding om at aflyse kvindekampen.
Det danske samfund er fortsat præget af strukturel diskrimination af kvinder. Og efter et valg skal kvindekampen have nyt liv.
Intet tyder på, at lige muligheder kommer af sig selv. Der er brug for politisk handling – hellere i dag end i morgen.
fortsæt med at læse
