Kommentator: Thorning mangler en klar politisk kurs

vælgertilslutning. Hvis der var valg i dag ville statsministeren ikke være Helle Thorning-Schmidt (S), men Lars Løkke Rasmussen (V).
vælgertilslutning. Hvis der var valg i dag ville statsministeren ikke være Helle Thorning-Schmidt (S), men Lars Løkke Rasmussen (V).
Lyt til artiklen

Nok vandt rød blok magten ved folketingsvalget 15. september, men i alle Megafons meningsmålinger siden valget har billedet været stik modsat.

I samtlige ni målinger efter valget vinder blå blok med en gennemsnitlig vælgertilslutning på 53 procent af stemmerne, mens det tilsvarende tal for rød blok kun er 46 procent af stemmerne.

MENINGSMÅLEREN

Både politisk kommentator Henrik Qvortrup fra TV 2 og politisk reporter Hans Mortensen fra Weekendavisen, der har skrevet flere bøger om dansk politik, vurderer, at det er skuffede vælgere, som flygter fra rød til blå blok.

»Jeg tror ikke, det er fordi, at Løkke er blevet vanvittig populær efter valget, men han er alternativet til det, man er blevet træt af«, siger Hans Mortensen.

Han fremhæver også, at der er lang tid til næste valg, og at tallene i meningsmålingerne sagtens kan vendes. Alligevel mener han ikke, at Helle Thorning-Shmidt kan sove særlig roligt om natten.

»Det bør bekymre regeringen, at der tilsyneladende ikke er nogen plan for, hvordan man vender udviklingen. Det kan jeg ikke se, at den har«, siger han.

LÆS MERE

SF ændrer katastrofekurs

Hans Mortensen mener, at regeringen i al for høj grad fremstår som bogholdere og efterlyser en »politisk kurs«, som er mere klar for vælgerne.

»Hvad er regeringens projekt? Hvad kommer der til at ske under denne regering, som ikke sker under andre? Det er ikke nok at sige, at vi er lidt bedre til dit og lidt bedre til dat, at vi er bedre administratorer end de andre. Man skal jo have et eller andet man vil i politik«, siger han.

Intern uenighed spænder ben
En sandsynlig forklaring på det manglende projekt er, at de tre partier i regeringen ligger så langt fra hinanden, at de ikke kan blive enige om en klar linje, siger Hans Mortensen.

»Det er tydeligt, at de ikke er enige om, hvad de vil i den her regering, men det skal de blive, og så skal de have fortalt mere klart, hvad ideen med deres reformer er, og hvad retningen er«, siger han.

Kun på den måde kan regeringen gå i offensiven og sætte dagsorden i stedet for anlægge en stil, hvor de er glade »hvis det ikke går galt«, vurderer Hans Mortensen.

»Regeringen har serveretten, og de skal bestemme, hvad man snakker om i Danmark. Det var Foghs styrke«, siger Hans Mortensen.

(Artiklen fortsætter under tv-indslaget)

Henrik Qvortrup fra TV 2, der var spindoktor for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), kalder det »højst udsædvanligt«, at en regering mister sin opbakning i befolkningen så hurtigt efter at have fundet et valg, fordi der ofte knytter sig en »eufori« til de nye ansigter på magten.

LÆS MERE

Socialdemokrat: Partiet mangler en Søren Pind-type

Den politiske kommentator vurderer, at de såkaldte »blå socialdemokrater« og »røde borgerligere«, der typisk sidder med nøglen til statsministeriet, som har taget flugten fra rød til blå blok.

»Det er vælgerne i kedeldragter, som det i sin tid lykkedes Anders Fogh Rasmussen at trække tilbage fra Socialdemokraterne, så han vandt valget, og som han holdt fast i op gennem 00'erne, indtil det lykkedes Thorning at vinde dem tilbage ved valget i 2011. Det kunne tyde på, at det var en kortvarig fornøjelse«, siger han.

Dårlig presse rykker vælgere
Henrik Qvortrups vurdering er, at vælgerne har skiftet side, fordi regeringen har serveret en anden politik, end de havde udset sig på menukortet før valget.

Hele diskussionen om løftebrud har især drejet sig om, at regeringen ikke fører den røde politik, som den gik på valg på, og Henrik Qvortrup påpeger selv, at det kan fremstå som et »logisk brist«, at vælgerne går over til blå blok for at straffe regeringen for at føre en blå politik.

»Men uden at skulle lyde arrogant tror jeg ikke, at der er en nøjere analyse hos de vælgere, der er så flytbare, som tilfældet er. De er påvirkelige af snak om, at regeringen har snydt og negative mediehistorier om, at regeringen håndterer ting dumt og klodset«, siger han.

LÆS MERE

Thornings lederskab skuffer S-vælgerne

Der skal senest udkskrives valg 15. september 2015 og det er meget, meget lang tid i politik, påpeger Henrik Qvortrup. På den tid har Helle Thorning-Schmidt tid til at sætte sig igennem og vende udviklingen, mener han.

»Hvis jeg var regeringen, ville jeg finde en vis optimisme i det faktum, at oppositionen på et eller andet tidspunkt løber tør for kritikpunkter, al den stund at den politik, der føres, svarer til den, de selv ville have ført«, siger han.

FACEBOOK

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her