Henrik Sass Larsen bliver ifølge TV2 Nyhederne Socialdemokraternes nye gruppeformand.
Dermed ser det ud til, at ledelsen har taget ham til nåde, efter han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt af PET efter valget i september sidste år.
Henrik Sass Larsen var på det tidspunkt politisk ordfører for Socialdemokraterne og en af Helle Thorning-Schmidts nærmeste rådgivere.
LÆS OGSÅ Henrik Sass' comeback er del af en større S-rokade
Men på grund af den manglende sikkerhedsgodkendelse opgav Henrik Sass Larsen drømmen om at blive minister.
Planen er ifølge TV2s oplysninger, at Sass Larsen på gruppemødet i morgen bliver udnævnt til gruppeformand.
Større rokade på vej
Det overraskende comeback kommer samtidig med en større rokade i toppen af partiet, skriver flere medier.
De to nuværende næstformænd Nick Hækkerup og Nicolai Wammen genopstiller ikke, og det åbner for, at Frank Jensen og nuværende gruppeformand Mogens Jensen kan blive næstformænd.
LÆS OGSÅ Frank Jensen gør overraskende comeback i S-top
Dermed er der en åbning som gruppeformand, som partiet tilsyneladende vil tildele Henrik Sass Larsen.
Det har ikke været muligt at træffe hovedpersonerne for en kommentar her til aften.
Den eneste, det indtil nu har været muligt at træffe på telefonen, er Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby, men han ønsker ikke at kommentere på oplysningerne.
fortsæt med at læse




























