Som regeringens støtteparti er Enhedslisten det første af Folketingets partier, der bliver kaldt til forhandlingsbordet om regeringens udspil til en skattereform.
Men den fornemme placering i rækkefølgen er i Enhedslistens øjne mere af symbolsk karakter, end den bunder i reel vilje hos regeringen til at samarbejde med støttepartiet.
»Vi har et meget, meget stort udestående omkring det tyveri, regeringen lægger op til - de tre milliarder man vil stjæle fra de arbejdsløse og førtidspensionisterne«, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen efter at have været til det første møde i forhandlingerne hos finansminister Bjarne Corydon (S).
Vil minde regeringen om valgløfter
Det er især regeringens forslag om at forringe ydelserne til dagpengemodtagere, som er helt uspiseligt for Enhedslisten.
»Det var vi uenige om, da vi gik ind ad døren, og det er vi sådan set stadig. Men vi har tænkt os at blive i det forhandlingslokale, indtil de smider os ud, fordi vi synes, det er er så åbenlyst, at der er behov for, at nogen minder dem om, hvad de rent faktisk gik til valg på«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
FAKTA
Fakta: Her er regeringens udspil til en skattereformFor at gennemføre skattereformen skal regeringen have støtte fra enten Enhedslisten, Venstre eller Dansk Folkeparti. Enhedslisten advarer S-R-SF-regeringen om at vende sig mod de borgerlige partier. Det kan give problemer med støttepartiet senere, når næste års finanslov skal vedtages til efteråret.
Fremtidigt samarbejde truet
»De kan lave en aftale med Enhedslisten og leve op til det, de sagde de ville før valget. Eller også kan de vælge at lave en aftale med Lars Løkke (V) og eventuelt Pia Kjærsgaard (DF). Så kan de trække Danmark i en endnu mere skæv retning, end hvad Lars Løkke og Pia Kjærsgaard formåede i de ti år, hvor de sad ved magten«.
»Jeg tror, at både statsministeren og resten af regeringen er fuldstændig bevidst om, at hvis de gennemfører en reform, der er så fuldstændig skæv, som det der ligger på bordet nu, har jeg i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig, hvordan vi skal kunne gennemføre en finanslov sammen«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Corydon: En svær opgave
Selv om Enhedslisten blankt afviser nedjusteringerne i overførselsindkomsterne, tager finansminister Bjarne Corydon det helt roligt.
»Den slags forhandlinger starter altid med, at partierne skarpt markerer deres synspunkter, og så ser vi på, hvad der er realistisk bagefter. Det er en svær opgave, vi har sat os for her. Derfor er det også naturligt, at partierne starter i hvert sit hjørne af forhandlingerne«, siger han.
Enhedslisten truer med, at de ikke vil lave finanslov med jer, hvis I ikke bliver enige om et kompromis her. Hvad tænker du om det?
»Vi forhandler én ting ad gangen. Skattereform først, finanslov bagefter«, siger Bjarne Corydon, inden han tager imod næste parti i forhandlingsrækken, Venstre.




























