Nu bliver det endnu dyrere at begå vold, køre groft uansvarligt eller på anden måde overtræde en række af landets love: Regeringen og Enhedslisten har aftalt, at der oven i bøder og straffe skal lægges en offerafgift på 500 kroner på en lang række lovovertrædelser. I sager om f.eks. vold er der i sagens natur et eller flere ofre. Men afgiften skal også betales, selv om der ikke er et offer for f.eks. vanvidskørsel. Betydelig håndsrækning De 25-30 millioner kroner, som afgiften vil indbringe om året, havner i en fond, der skal støtte f.eks. offerrådgivning og forskning i behandling af ofre. »Der bliver tale om en meget betydelig håndsrækning til ofre for kriminalitet, så de gennem effektiv rådgivning og vejledning kan komme videre i livet efter de forfærdelige ting, de har oplevet. Det er noget, der har været forsømt«, siger justitsminister Morten Bødskov (S), mens aftalens anden part, Enhedslistens Pernille Skipper, konstaterer: »I ti år har den tidligere regering forhøjet straffene, men forsømt at tage hensyn til dem, der er ofre for forbrydelser. Derfor er fonden et vigtigt signal til ofrene om, at nu bliver der taget hensyn til dem«. S og SF foreslog under den tidligere regering, at der efter svensk forbillede blev etableret en offerfond, men VK ville ikke være med. Den nye regering har derfor sat en indsats til fordel for voldsofre på sit program, og da Enhedslisten lagde et lignende forslag frem i Folketinget for nylig, var der grundlag for en aftale. Både Morten Bødskov og Pernille Skipper håber, at et eller flere borgerlige partier vil støtte lovforslaget om offerfonden. Råd og vejledning Formålet med offerfonden er at skaffe øremærkede penge til at forbedre vilkårene for ofre for vold, vanvidskørsel mv. Det enkelte offer kan ikke få penge fra fonden, derimod kan f.eks. offerrådgivninger søge tilskud til ansættelse af en psykolog eller socialrådgiver, der kan hjælpe ofre med at komme i gang med en uddannelse eller søge job. Fonden kan også give penge til forskning i behandling af ofre eller til at udarbejde informationsmateriale om, hvordan man som offer bedst får hjælp. »Fonden er en intelligent måde at styrke indsatsen for at hjælpe ofre for forbrydelser. Dem, der overtræder loven, bliver gennem de 500 kroner mindet om, at der enten var eller kunne have været et offer for lovovertrædelsen. Og så skaffer vi penge i en tid, hvor det offentlige ikke kan punge ud«, siger Pernille Skipper. Vil 500 kroner oven i en stor bøde eller en straf afholde nogen fra at køre for hurtigt eller dele øretæver ud? Burde det ikke være 5.000 kroner? »Al erfaring viser, at kriminalitet ikke afhænger af straffens eller bødens størrelse, så den primære mening med offerafgiften er ikke at forhindre overfald og trafikulykker, men at skaffe penge til bedre forhold for ofrene«, siger Pernille Skipper. Vil skærpe opmærksomhed Heller ikke Morten Bødskov tror, at afgiften giver mindre kriminalitet, men: »Den vil være med til at skærpe opmærksomheden over for, at det, du gør, kan medføre varige men for f.eks. en cyklist eller en fodgænger. Og det kan måske afholde dig fra en gentagelse«. Han ser ikke noget problem i, at afgiften skal betales, uanset om der er et offer. »Det er naturligvis helt rimeligt, at man skal betale til fonden, hvis der er et offer for forbrydelsen. Men det er også rimeligt, at du skal betale, hvis din adfærd i f.eks. trafikken har været risikofyldt. Det er jo ikke din skyld, at det ikke gik ud over en person, og derfor skal du betale«, siger Morten Bødskov. Regeringen og Enhedslisten er enige om, at de 500 kroner til offerfonden skal betales af alle, der dømmes efter straffeloven, altså også personer, der er skyldige i f.eks. økonomiske forbrydelser. »Det er ikke kun personer, der bliver slået ned eller kørt over, der er ofre. Personer, der er udsat for f.eks. økonomisk bedrageri, er også ofre«, siger Pernille Skipper. Klip i kørekortet Også personer, der idømmes betinget eller ubetinget fængsel efter en række andre love, skal betale afgift. Blandt andet udløser betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at køre bil og klip i kørekortet en ekstraregning på 500 kroner. Pengene til offerfonden kommer alene fra offerafgiften. Staten vil ikke spæde til, har regeringen og Enhedslisten aftalt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























