Europaparlamentet suspenderer forhandlinger med det danske formandskab inden for retsområdet, oplyser Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde til Ritzau.
Det betyder, at det danske EU-formandskab ikke kommer til at lande nye aftaler på retsområdet om den omstridte Schengen-aftale.
I bero til juli
Det sker i protest mod, at medlemslandene med formandslandet Danmark i spidsen i sidste uge satte Europaparlamentet uden for indflydelse i dele af en ny aftale om det grænseløse Schengen-samarbejde.
Ifølge Jens Rohde drejer det sig om cirka 10 konkrete forhandlinger, der nu bliver sat i bero indtil Cypern overtager formandskabet 1. juli.
Ifølge Politikens oplysninger er det imidlertid endnu uklart, hvorvidt angrebet alene går på det danske formandsskab eller om parlamentet vil brede presset ud over den danske formandsperiode indtil Ministerrådet helt ændrer sin beslutning om at holde parlamentet delvist ude af beslutningsprocessen om de nye Schengen-regler.
Socialdemokraternes Britta Thomsen i Europaparlamentet bekræfter over for Politiken's korrespondent i Bruxelles, at forhandlingerne om Schengen-aftalen og dermed grænseaftalerne, er suspenderet af parlamentet.
Danmark kaldt »antidemokratisk«
Beslutningen kommer efter en ophedet debat i Europaparlamentet i går, hvor nærmest alle politiske grupper i parlamentet angreb den danske justitsminister med ord som »højredrejet«, »antidemokratisk« og »populistisk«, og hvor folk råbte, at han skulle »skamme sig«, mens han talte.
Selve den formelle beslutning om at straffe det danske formandskab vil blive truffet på formandskonferencen mellem parlamentets partiledere i morgen.
fortsæt med at læse



























