Det var en meget usædvanlig opdagelse, der ventede politiets it-eksperter, da de i sommer stødte på en backup-fil i Skat Københavns mailprogram. Frem dukker en tekst fra 2010, som er skrevet af direktør i Skat København, Lisbeth Rasmussen. Det er hende, der på det tidspunkt er den egentlige sagsbehandler på Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag. Hun skriver: »Torsdag 26/8 2010. Inger drøfter mødet med FH (revisor Frode Holm, red.) på EAs (direktør i Skat København, Erling Andersen, red.) kontor, som skal være den følgende dag. Vi ønsker, at SK og HTS (Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt, red.) skal møde. Det vil de ikke, ifølge FH. Efter længere tids drøftelser fortæller FH, at SK er biseksuel/homoseksuel. HTS vil ikke til møde og redegøre for familiemønster. Det bekræftes, at mødet holdes med FH«.
LÆS OGSÅ Portræt: Statsministerens åbenmundede revisor
Det er denne tekst fra Lisbeth Rasmussen, som Helle Thorning-Schmidt bliver præsenteret for sidste fredag 17. august, og som nu er blevet en del af Skattesagskommissionens materiale.
Det er fundet af den tekst, som i dag får statsminister Helle Thorning-Schmidt til at gå i Politiken for at imødegå rygtet om sin mands seksualitet. FH er Frode Holm, parrets nu fyrede revisor, der afviser, at han har sagt det, der er citeret i den genfundne tekst.






























