I et år har Astrid Krag (SF) været sundhedsminister. Bortset fra knap tre måneder, hvor hun var på barsel, har sundhedsordførere fra Folketingets partier arbejdet tæt politisk sammen med Astrid Krag.
Og ordførerne har et godt indtryk af den 29-årige kvinde, der kan blive SF's nye formand.
SKRIV Kan Astrid Krag genrejse partiet?
»Efter min opfattelse er Astrid Krag absolut robust og grounded. Ellers ville hun heller ikke være nået dertil, hvor hun er nu, med den alder hun har. Hun står med begge ben på jorden, og der står hun solidt«, siger den radikale sundhedsordfører Camilla Hersom.
Har udrettet meget
I Krags periode som sundhedsminister har hun ført mange store beslutninger ud i livet. Ikke bare småændringer, men nye initiativer, der ændrer sundhedsvæsenet markant, siger den radikale kollega.
Det psykiatriske område bliver opprioriteret, der er blevet vedtaget en udredningsret, der giver alle danskere ret til at få udredt og sat ord på deres sygdom, før sundhedsvæsenet slipper dem. Og en differentieret behandlingsgaranti er blevet gennemført, så de farligste sygdomme bliver kureret først.
Hun står med begge ben på jorden, og der står hun solidt
»Det er i virkeligheden nogle ret store skridt, der er sket i sundhedspolitikken under hendes virke. Selvfølgelig har perioden også været præget af hendes fravær på grund af barsel, men det er hende, der har sat det i søen, og hun har taget tråden op, da hun kom tilbage«, siger Camilla Hersom.
Respekt fra modstandere
Også hos politiske modstandere nyder Astrid Krag respekt.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at Astrid Krag jo har meget gode talegaver, men jeg har ikke kendskab nok til de interne stridigheder, som der er i SF, og om hun har evnerne til at samle de fløje, som der er i partiet«, siger den konservative sundhedsordfører Benedikte Kier.
SE ANALYSE
Selv fra Liberal Alliance, der sjældent er enig med SF's sundhedspolitik, anerkender sundhedsordfører Joachim B. Olsen Astrid Krags kvaliteter.
»Politisk er jeg uenig med Astrid Krag på en lang række områder, ja faktisk de fleste. Men som minister i forhold til samarbejde og mødeledelse og den slags har jeg intet at udsætte på hende«, siger Joachim B. Olsen.
Bør gå af som sundhedsminister
Skulle Astrid Krag blive valgt som formand for SF i løbet af de kommende uger, er der risiko for, at sundhedsområdet kommer til at lide skade, siger flere ordførere. Det bør Krag tage konsekvensen af med det samme, hvis hun bliver valgt som formand, mener Dansk Folkepartis ordfører, Liselotte Blixt.
Det er synd, hvis hun bliver siddende som sundhedsminister
»Jeg vil tro, hun egner sig fortrinligt som formand, men jeg synes, det er synd, hvis hun bliver siddende som sundhedsminister, for det kommer til at gå ud over vores sundhedsvæsen i Danmark, hvis man skal tage både af det samt og være formand«, siger DF-ordføreren.
Benedikte Kiær bakker op:
»Jeg kan sagtens forestille mig, at hun vil være meget fraværende som minister, hvis hun også sidder som partileder«, siger hun.
Stor opgave at samle SF
Også Joachim B. Olsen forudser, at Krag kan få så meget arbejde på sit bord, at det kan blive vanskeligt at udfylde rollen som sundhedsminister.
»Det er da selvfølgelig en stor opgave både at være formand for et parti og sundhedsminister. Men jeg kender ikke SF internt, så jeg ved ikke, hvor meget arbejde, der er i at være formand for SF. Men umiddelbart ser det ud til, at der er rigeligt at lave i det parti«, siger han.
FOTO
Den nye formand for SF vil træde til tops i partiet på et tidspunkt, hvor opbakningen er dalende i meningsmålingerne, og interne fløje strides om partiets overordnede linje. Bliver Astrid Krag formand, vil det blive afgørende for hendes succes, om hun kan klare partiets interne udfordringer, siger Benedikte Kiær.
»Hendes partilederevner afhænger fuldstændig af, om hun kan få samlet de fløje, som har åbenbaret sig for os gennem den seneste uge. Hvis hun ikke kan få løst den udfordring med at få forenet partiet, bliver det en lang rejse op ad bakke for hende«, forudser hun.
Kan ride storme af
I debatten om formandsvalget er der blevet stillet spørgsmål til, om Astrid Krag er for ung og uerfaren til at kunne klare sig igennem det stormvejr, det også til tider er at være partileder. Men det skal hun nu nok kunne klare, mener Liselott Blixt.
»Som sådan tror jeg godt, hun vil kunne klare det. Når der har været storm i Sundhedsministeriet, virker hun utroligt glat på den måde, at hun går igennem og er måske lidt ligeglad med, om hun kommer til at såre nogle mennesker - nu taler jeg ud fra nogle sundhedsproblematikker. Der er hun jo rimelig glat. Hvis hun også er det, når hun får alle mulige andre ting, så skal hun jo nok kunne klare det«.
fortsæt med at læse




























