Når dagpengesystemets hammer falder til nytår, udløber 4.200 københavneres toårige dagpengeperiode.
Har de ikke fundet et job inden, vil de stå uden nogen indtægt.
Derfor er Københavns overborgmester, Frank Jensen, rystet over et budgetforslag fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der vil skære hårdt i indsatsen for de ledige for at finansiere skattelettelser.
»Prisen for ønskerne om skattelettelser er en ren massakre på beskæftigelsespolitikken«, siger overborgmester Frank Jensen (S) og tilføjer,
»Nedskæringer for over 200 mio. kr. årligt. Det er ren galimatias i en tid med høj arbejdsløshed«.
Er til behandling i dag
VKO’s budgetforslag for 2013, som er til behandling i Københavns Borgerrepræsentation i dag, indeholder en spareplan på 840 millioner kroner over de næste fire år. Pengene ønsker VKO at bruge på at sænke personskatten med 266 millioner kroner og erhvervsskatten med 100 millioner kroner.
Hvis forslaget bliver vedtaget, betyder det, at knap en tredjedel af det samlede budget på 600 millioner om året vil blive skåret væk fra indsatsen over for de arbejdsløse.
Et notat fra beskæftigelses- og integrationsforvaltningen (BIF) fastslår, at der over de seneste år allerede har været foretaget betydelige besparelser på indsatsbudgettet. Budgettet for 2012 var 200 millioner kroner mindre end budgettet fra 2011. Allerslev: Vi har en forpligtelse
Venstres borgmester for kultur- og fritidsforvaltningen, Pia Allerslev, siger:
»Vi har dybest set bare forholdt os til, hvad det er, vi gør i København, som er så meget dyrere her end i andre kommuner«, siger hun og understreger, at politikerne på rådhuset skylder københavnerne det.
»Jeg deler selvfølgelig alles bekymring om, hvordan jobsituationen ser ud, men jeg er valgt til at repræsentere alle københavnere: både dem, der er i en presset jobsituation, og dem uden job, men også dem, som rent faktisk betaler skat og leverer penge i kommunekassen. Vi har en forpligtelse som politikere til at sikre, at det, vi gør i København, bliver gjort på den mest effektive måde, så vi ikke skalter og valter med skatteborgerkroner«, siger Pia Allerslev. DF deler ikke Frank Jensens bekymring
Hun bakkes op af Dansk Folkeparti.
»De arbejdsløse kommer ikke i job af, at vi bruger pengene på de her områder. De kommer kun i job, hvis vi bruger pengene på at skaffe dem nogle job«, siger Dansk Folkeparti gruppeformand på Københavns rådhus, Carl Christian Ebbesen, som ikke deler Frank Jensens bekymring.
Det gør de radikale, som ligeledes er forundrede over forslaget fra VKO, der, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Anne Mee Allerslev (R) påpeger, kommer i en situation, hvor arbejdsløsheden er høj, og kravet om beskæftigelse og økonomisk vækst er mere aktuelt end længe. Derfor mener hun ikke, at det er tid til at nedprioritere beskæftigelsesområdet.
»En fejl af historiske dimensioner«
»VKO’s forslag vil betyde, at vi for eksempel ikke kan gøre en ekstra indsats for de langtidsledige. Og vi kan ikke styrke bekæmpelsen af akademikerledigheden til gavn for de ledige og til gavn for København«, siger Anne Mee Allerslev (R).
»Jeg sagde i min budgettale, at det ville være en fejl af historiske dimensioner, hvis vi ikke sætter alle sejl til for at komme ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden til livs. Nu foreslår VKO, at vi reducerer beskæftigelsesindsatsen med næsten en milliard kroner. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at det forslag kommer Socialdemokraterne aldrig til at lægge stemmer til«, siger Frank Jensen.




























