Soldater: Dumt at bevare værnepligten

Lyt til artiklen

De danske soldater er generelt tilfredse med dagens forsvarsforlig og de dertilhørende besparelser. Men der er dog punkter i aftalen, der får soldaterne til at rynke brynene.

Eksempelvis undrer de sig over værnepligtens overlevelse.

LÆS OGSÅ Ny forsvarsaftale tager pligten ud af værnepligten

»Det er meget ærgerligt og faktisk også lidt dumt, at man bliver ved med at bruge en masse penge på en værnepligt og et totalforsvar, som tiden jo er løbet fra«, siger formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther.

»Men det er sådan, som de politiske kort er blevet fordelt denne gang. Og så må man jo finde en løsning på det«.

Pres fra DF reddede værnepligten
Regeringen ville som udgangspunkt fjerne værnepligten. Men efter pres fra især Dansk Folkeparti lykkedes det værnepligten at slippe med en reducering fra 5.000 til 4,200 nye rekrutter om året.

Flemming Vinther er desuden oprørt over, at konstabler, der i flere år har tjent deres løn i den danske hær, nu skal leve af en SU, hvis de vil videreuddanne sig til sergenter.

Militærekspert: Glem værnepligten - her er forsvarsforligets vigtigste del

»At man vil sætte sergentelever på SU, mens de er på sergentskole, synes vi, er dybt, dybt beklageligt og bekymrende i forhold til at videreføre en tradition med at få erfarne konstabler på sergentskole«.

»Jeg har svært ved at se, hvordan man skal få en erfaren konstabel, der har otte års tjeneste bag sig, til at gå ned på SU«, siger Flemming Vinther.

Aftale sikrer »robust og relevant forsvar«

Sergentuddannelsen varer mellem fem måneder og to år afhængigt af, hvilken retning man vælger.

Men grundlæggende godkender de danske soldater dagens aftale.

FOTO Danmarks forsvar gennem tiden

»Helt overordnet er vi tilfredse. Forliget sikrer, at vi også efter denne besparelse kan stå tilbage med et robust og relevant forsvar, som også kan deltage i internationale operationer«.

»Man fastholder, at vi skal kunne operere ude i verden i længere og kortere perioder. Så man vil efter besparelserne stå med et forsvar, der stadig er relevant«, fortæller Flemming Vinther.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her