Den nye kulturminister skal en tur på gøglerskole.
Den afgående minister Uffe Elbæk forærer som sin sidste gerning i Kulturministeriet Marianne Jelved et gavekort til et luftnummer på AFUK, Akademiet for Utæmmet Kreativitet.
»Jeg håber, du får fornøjelse af det, og hvis du mangler en date, er jeg klar«, siger Uffe Elbæk med et stort smil og overrækker Jelved et stort gavekort i pap med påskriften 'Gavekort til Luftnummer'.
LÆS OGSÅ »Jeg har min måde at være politiker på«
Netop AFUK har spillet en hovedrolle i de seneste dages kritik af Elbæk. Det er her, Elbæks mand er ansat, og uddannelsesstedet var rammen om de fem famøse arrangementer, der løb op i en samlet pris af 180.000 kroner.
»Oprigtigt Marianne, det er så stor en fornøjelse at skulle give huset videre til dig«, siger Uffe Elbæk, der nåede at være kulturminister i 14 måneder.
69-årige Marianne Jelved kvitterer med at forære Elbæk to kunsthåndværkerkrukker fra Nordjylland.
»De minder mig om dig. De er smukke. Du er et smukt menneske. De har runde former, men ikke uden kant«, siger Marianne Jelved til klapsalver fra forsamlingen.
Fyldt til randen
Det mintgrønne lokale i ministeriet på Gammel Strand i København er fyldt til randen, og flere ansatte må opgive at finde en ståplads.
»Ja, så er pressen da på plads«, siger én en anelse frustreret.
Omkring ti kamerahold er stimlet sammen på de 50 kvadratmeter.
fortsæt med at læse






























