Lørdag Jeg vågner og er glad, fordi det er 1. december. Jeg er meget et julemenneske. Og den dag skal jeg have mine to yngste børnebørn, Liva på fem år og Lucca på syv år, med ind til den årlige juletræsfest for Folketingets medlemmer og ansatte. Jeg gruer lidt for det, for jeg havde dem med sidste år, hvor de kurede meget ned ad gelændere og løb for stærkt på de store trapper og så videre. Men det er alt sammen meget fint med en gruppe cirkusartister – apropos eller hvad man siger – fra Cirkus Panik, der er dygtige. Der er også dansere, nogle unge drenge fra Nørrebro, der virkelig kan deres kram. Alle børn, fra et år til teenagere, sidder på trappen ned til forhallen og er helt tryllebundne af artisteriet og danserne.
Bagefter laver vi en juledekoration til at tage med hjem. Det gør dem virkelig lykkelige.
Bagefter er jeg ret træt af alle de ture op og ned ad trapper, og der er man som bedsteforælder i den gode situation, at man bare kører børnene hjem til deres forældre. Derhjemme sætter jeg mig til at læse aviser. I løbet af ugen river jeg alle de artikler ud, jeg ikke når, og lægger dem i en bunke på et lille bord, så jeg kan sætte mig i weekenden og indhente det hele. På den måde laver jeg min egen weekendavis.
Søndag
Jeg skal ret tidligt op, fordi jeg skal ind i Tivoli og være med i TV 2’s ’Go’ Morgen Danmark’. Det har sneet, hvilket gør mig glad, men jeg er så letsindig at tage bilen, og det er ubehageligt at køre i det glatte vejr. Pia Kjærsgaard har genudgivet Ester Larsens bog ’Jul på Borgen’, hvor folketingspolitikere fortæller om jul og familietraditioner, som jeg deltager i.
I min familie køber vi altid det størst mulige juletræ, fordi vi har så utroligt mange ting at hænge på det. Alt det pynt, som børn har lavet i årtier, er der skrevet navn og årstal i, så de selv kan gå rundt om træet og genkende og vise deres børn, hvad de selv fabrikerede, da de var små. Jeg bliver altid i så godt humør i december. Julen er fællesskab. Det handler om at glæde hinanden og dybest set også kærlighed.
Jeg har i mit arbejdsliv indrettet mig sådan nu, at jeg ikke arbejder i weekenden. Hvor jeg tidligere, som partiformand og minister, har siddet med pligtlæsning, så er der ro på nu og hygge med børnebørnene. Om eftermiddagen pynter jeg op og finder adventskransen frem og er ude at lege i sneen med de yngste børnebørn, der bor tæt på.
Bevæget afsked da forhenværende kulturminister Uffe Elbæk modtog afskedsgave fra den nye minister, Marianne Jelved. Kilde: /ritzau/
Søndag aften laver jeg tit rigeligt med mad og fryser ned til senere på ugen. Jeg beslutter mig for at lave thaimad, men ender med, lidt improviseret, at invitere den lille børnefamilie, min datter, hendes mand og børn, over til mad i stedet for. De går tidligt hjem.
Mandag
Finansrådet holder årsmøde, og det deltog jeg altid i, da jeg var økonomiminister. Men nu er jeg formand for Finansudvalget og er inviteret igen. Det er helt deja-vu, for alle de mennesker, jeg har arbejdet sammen med for ti år siden, er der.
Den finansielle krise og bankpakkerne bliver behandlet i alle talerne, og jeg glæder mig over, at der er så mange journalister til stede, så de kan fortælle deres læsere, at de bankpakker, vi har i Danmark, ikke er betalt af skatteyderne.
Om aftenen er der middag på Sølyst ved Klampenborg med muntre taler. Jeg sidder længe og snakker med Søren Gade og har også en lang snak med Lars Barfoed, da vi begge venter på en taxa. Det er sjovt at komme ’hjem’ i mit gamle miljø.
Går direkte i seng derhjemme.
Tirsdag
Står op ved 7-tiden, cykler ned til Lyngby Station, tager toget til Østerport og bussen til Christiansborg, så jeg er der lidt i 9. Der er arrangeret et fælles gruppemøde med S, SF og R for at orientere os om folkeskoleudspillet.
Jeg er i præsidiet og har vagt i formandsstolen, og der er jo lovbehandling i Folketinget i øjeblikket. Når man sidder i formandsstolen, skal man præsentere folk og sige, hvem der har ordet, udmåle sekunder af taletid og så videre.
Samrådet med Uffe Elbæk foregår, mens jeg sidder i formandsstolen. Og jeg har glemt det. Men da jeg tænder fjernsynet derhjemme, ser jeg den sidste del. Jeg tænker: »Det er en hård omgang for Uffe, det der«. Det samråd skulle aldrig have haft lov at blive så langt. Det varer fire timer. Men jeg kan ikke gøre noget. Så jeg er lidt trist til mode.
Uffe ringede til mig ugen før, om torsdagen, inden BT ville skrive deres historier, hvor han satte mig ind i situationen om de fem arrangementer og hans mand Jens. Han fortalte, at hans ministerium ikke så nogen juridiske problemer i det, men spurgte mig, hvad han skulle gøre, i kraft af hvem jeg er, og det jeg ved.
Han var godt klar over, at han havde bragt sig i en situation, der fik et efterspil nu
Marianne Jelved
Han var godt klar over, at han havde bragt sig i en situation, der fik et efterspil nu. Jeg tænker, at det er en meget lille sag. En irriterende og dum sag, hvor han har dummet sig. Jeg har haft en lang politisk karriere og set masser af sager hos ministre, men denne her sags substans er jo slet ikke til noget. Om aftenen arbejder jeg.
Onsdag
Om morgenen har jeg en rundvisning. Det er mit barnebarn Sebastian, der er 21 år og læser på VUC i Hvidovre, og hans samfundsfagshold. Jeg glemmer tiden, så jeg er lige ved at komme for sent til møde med regeringspartiernes tre gruppeformænd og politiske ordførere.
Vi taler om, hvad der rører sig, også om Uffe og hans forfærdelige samråd dagen før. Vi går til gruppemøde, hvor der står en hær af mediefolk foran gruppelokalet, og hele flokken farer som glubske hunde hen i hovedet på mig. Men jeg baner mig bare vej igennem og går ind til mødet og lukker døren.
Vi får at vide, at Margrethe og Uffe kommer for sent, og tænker, at de ikke vil gå igennem den mur af mediefolk uden for lokalet. Bagefter spørger pressen mig, om jeg stadig har tillid til Uffe Elbæk. Og jeg svarer, at selvfølgelig har jeg det. Så skal jeg til præsidiemøde på Mogens Lykketofts kontor. Der er temmelig meget snak.
Jeg opdager, at min mobil blinker, og jeg går ud, fordi jeg kan se, det er Margrethe, der ringer.
Hun fortæller, at Uffe har besluttet at trække sig som minister, fordi han synes, det har for store omkostninger, ikke mindst for hans familie. Han har kvajet sig og synes, det er bedst at gøre det nu.
