6,8 procent.
Så mange ville stemme på Folketingets yngste parti Liberal Alliance, hvis der var valg i morgen. Det viser den nyeste måling fra Megafon lavet for Politiken og TV 2.
Det er den bedste måling, som partiet har fået siden sidste folketingsvalg i 2011.
»Det er en utrolig dejlig julegave til Liberal Alliance. Det er et skulderklap til den kamp, vi kæmper. En kamp for lavere skat og større personlig frihed«, siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).
LÆS OGSÅ Liberal Alliance stemmer nej til finansloven
Ved valget 15. september 2011 fik partiet 5,0 procent af stemmerne, som efter valget blev vekslet til 9 mandater i Folketinget.
»Liberal Alliance taler i et klart og tydeligt sprog og stiller løsninger op. Vi har nu igennem en årrække haft en blå regering og så det seneste år en rød regering, men man har stadig ikke fået arbejdet Danmark ud af krisen. Der har simpelthen ikke været mod nok til at lave reformer, som var store nok. Især på skatteområdet«, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Fattigom og skat
Tidligere på ugen viste en måling i Ugebrevet A4, at fire ud af ti danskere det seneste år havde ændret holdning til kontanthjælpen.
Noget Liberal Alliance blandt andet tilskrev Joachim B. Olsens (LA) markante holdninger i debatten om fattigdom med udgangspunkt i 'Fattig-Carina' og 'Dovne-Robert', som medierne døbte to kontanthjælpsmodtagere.
Tilfreds Joachim B.: Jo mere vi diskuterer kontanthjælp, jo mere vil holdningerne flytte sig»Der er ingen tvivl om, at diskussionen om fattigdom har betydet meget for os. Vi har kastet lys over, hvilket rådighedsbeløb man har, når man lever på kontanthjælp. Men også debatten om skat i forbindelse med skattereformen og energiforliget har betydet noget for Liberal Alliances succes, selv om man skal være varsom med at dømme på en enkelt måling«, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Går imod strømmen
Liberal Alliance blev dannet af asken fra Ny Alliance, og i lang tid blev partiformand Anders Samuelsen (LA) og meningsfæller dømt ude af alle politiske iagttagere, og meningsmålingerne lød ofte på 0,0 procents tilslutning.
»Det er fantastisk at gå fra at være dømt ude til, hvor vi er nu. Det viser bare, at man ikke skal lade sig slå ud af diverse kloge-åger, der siger, man er politisk tonedøv. Jeg tror, vælgerne synes, det er forfriskende, at nogle går imod strømmen«, siger Simon Emil Ammitzbøll.
LÆS OGSÅ Thornings vælgerfremgang fiser ud
I denne uge stemte Liberal Alliance nej til Finansloven for 2013, fordi partiet mener, at det offentlige bruger for mange penge.
»Vi siger, hvad vi mener, og vi lader handling følge ord. Når vi kan trække Danmark i den rigtige retning, laver vi aftaler med regeringen. Vi har indgået over 25 aftaler med regeringen, men når finansloven har en uansvarlig økonomisk politik, så kan vi ikke bakke op. Her vil vi føre en hård oppositionspolitik«, siger Simon Emil Ammitzbøll.
På trods af dagens gode måling er Liberal Alliance vel uendeligt langt fra at føre jeres politik om markant lavere skatter og mindre velfærdsstat ud i livet?
»Vores perspektiv er, at vi gerne vil have Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage i statsministeriet. Vi håber, vi kan få de afgørende mandater, så vi som Dansk Folkeparti i nullerne kan presse regeringen. Det ville være et nybrud med en borgerlig regering, der fører borgerlig økonomisk politik«, siger Simon Emil Ammitzbøll.
»Rom blev ikke bygget på en dag. Men jeg lagde mærke til, at Løkke på Venstres landsmøde annocerede nulvækst i den offentlige sektor. Fra en vækst på 0,8 til 0,0 procent. Så er der ikke langt til vores krav om en negativ vækst på 0,4 procent om året i den offentlige sektor«, slutter Simon Emil Amiitzbøll.
fortsæt med at læse



























