Den konservative gruppeformand Brian Mikkelsen har i årevis gået for at være ukuelig optimist. Men i dette interview begynder han lidt mod sædvane.
»Vi ligger simpelthen for ringe. Det er ikke godt nok. Det er den erkendelse, der må være«, siger den tidligere kulturminister og meget andet.
Med målinger, der nærmer sig spærregrænsen, er det tid til at se indad. De konservative har fået valgt et partiprogram, der er en plan klar. Men efter to år på partiformandsposten har Lars Barfoed til gode at slå igennem.
LÆS MERE Partifæller vil af med Barfoed
Eller som Mikkelsen udtrykker det:
»Lars Barfoed får mange tæsk. Men jeg tror på, at i den mudderkastningstid, som vi står over for ved kommunalvalget i 2013 og ved folketingsvalget i 2015, må der være en plads og niche til Lars Barfoed«.
»Han bliver i den ene måling efter den anden kåret som den mest troværdige politiker. Samtidig med, at han – erkendt – er den mest kedelige og ukarismatiske politiker«.
Men ukarismatisk og kedelig – det er normalt ikke de kriterier, man forbinder med partiformænd?
»Nej, men jeg mener, der må været et hul i markedet for folk, der interesserer sig for politik, og folk, der interesserer sig for løsninger«, siger Brian Mikkelsen.
Der er nogle overlap
Han har ikke glemt optimismen og erklærer sig uenig med de kommentatorer, der dømmer de konservative ude, fordi partiets gamle mærkesager er annekteret af konkurrenterne på den borgerlige fløj:
»I værdispørgsmålene er der – rigtigt – nogle overlap mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. I den mere økonomiske politik er der selvfølgelig overlap i den her side med LA og V«.
»Men vi er det eneste af partierne, der kombinerer de tre ting. LA er jo ikke i nærheden af de samme værdier som os i forhold til kultur, historie og sammenhængskraft. DF har slet ikke den samme økonomiske politik, som vi har. I det krydsfelt ligger der rigtig mange vælgere«.
Lavthængende frugter
Han vil ikke sætte tal på - og så alligevel:
»Der er et potentiale for Det Konservative Folkeparti på et tocifret procenttal, som er lavthængende frugter for os. De hænger ikke så lavt, at vi har fået pillet dem ned, men de ligger der bare lige foran os. Som at tage æblet ned fra træet uden at skulle gå op på en stige«.
Men tror du, at Lars Barfoed holder hele valgperioden som formand, selv om I ligger til f.eks. 2,5 pct.?
»Ja, al erfaring viser, det er der også lavet videnskabelige undersøgelser om, at det ikke hjælper at skifte formand. Der er først et resultat af en formand efter fire år«.
TV-KOMMENTAR
Var der så ikke et element af panik over det for to år siden. Lene Espersen havde jo ikke siddet i fire år?
»Det var en masse ting, som kulminerede lige oven på hinanden. Det var det, der skete«.
Men når du siger, at I ikke er skarpe nok, så er det vel næsten det samme som at sige, at Lars Barfoed ikke er skarp nok?
»Jo, men vi andre må også være bedre. Jeg må være bedre«.
Afvisning af formandsdrøm
Hvad med dig selv som formand?
»Jeg er ikke formandskandidat«.
Kunne det ikke friste på et tidspunkt?
»Nej, nu er Lars Barfoed formand, og det er jeg tilfreds med. Jeg er tilfreds med at være gruppeformand, en af de få poster i partiet, jeg ikke har prøvet før«.
Men der var måske nogen, der ville mene, at Brian Mikkelsen havde lidt mere karisma og var bedre til at ophidse sindene?
»Nej, men vi har erkendt, at vi ikke er et catch all-parti mere. Vi skal ikke appellere til alle mennesker mere. Derfor skal vi også være mere skarpe og kantede. Vi skal henvende os til færre mennesker, men med de rigtige budskaber«.
Blandt andet. er det den konservative plan at være konkret på, hvad skatteprocenten skal være – og hvor der skal skæres.
»Når vi f.eks. siger, at vi skal have en mindre offentlig sektor, så vil vi helt konkret komme med svar på, hvor meget mindre den offentlige sektor så skal være, så det ikke bare er overskrifter, som nogen kommer med og siger, at vi skal have en mindre offentlig sektor«.
fortsæt med at læse




























