Schmidt-Nielsen om katastrofetal: Regeringens dagpengepolitik er en fiasko

Opråb. Der er brug for en ny dagpengereform, efter regeringens skøn har vist sig fejlagtige, mener Enhedslisten.
Opråb. Der er brug for en ny dagpengereform, efter regeringens skøn har vist sig fejlagtige, mener Enhedslisten.
Lyt til artiklen

Regeringen har taget grundlæggende fejl om antallet af dagpengemodtagere, der vil falde ud af systemet, og regeringen må derfor vågne op til virkeligheden.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til politiken.dk.

»Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og særligt Margrethe Vestager bliver nødt til at vågne op til virkeligheden. Ideen om, at bare man tager penge fra folk, så kommer de i arbejde. Den holder ikke. Der mangler simpelthen arbejdspladser«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

LÆS OGSÅ Nyt skøn: Dobbelt så mange mister dagpenge

Meldingen kommer, efter regeringen i går opjusterede deres skøn for, hvor mange dagpengemodtagere der det næste halve års tid står til at miste deres dagpenge.

Tidligere skøn lød på mellem 7.000 og 12.000, men i går meddelte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), at regeringen nu skønner, at 17.000 til 23.000 vil miste dagpengeretten i første halvår af 2013.

Enhedslisten kræver ny dagpengereform
Ifølge regeringens parlamentariske grundlag har regeringen fejlet, og nu må den sørge for en permanent løsning for de mange udfaldstruede mennesker.

»Det er fair nok at begå fejl i politik, men når man erkender en fejl, så må man rette op på fejlene. Det er åbenlyst, at vi har brug for en ny dagpengereform. Det er dybt alvorligt, at så mange står til at miste deres forsørgelse. Uret tikker. Til sommer er der nul og niks«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

De kalder ham arbejdsgiveren: »Jeg møder ikke mange folk, der har fået arbejde gennem jobcentret«

»Vi har igen og igen fået af vide fra højrefløjen og Margrethe Vestager, at folk, der stod til at falde ud over kanten, ville finde et arbejde. Det er bare ikke tilfældet. En ansvarlig regering bør i den situation handle«, fortsætter Johanne Schmidt-Nielsen.

Katastrofe-tal for udfaldstruede

Den nuværende dagpengereform, som halverede dagpengeperioden fra fire til to år blev en realitet, fordi Det Radikale Venstre og de borgerlige partier efter folketingsvalget i 2011 stod fast på reformen. Siden har S-R-SF-regeringen acceptereret og forvaltet den kortere dagpengeperiode.

Dog har regeringen gennemført såkaldte akutpakker, og sammen med Enhedslisten, har man sørget for en forsørgelse, der svarer til kontanthjælp, hvis man uddanner sig, til de udfaldstruede dagpengemodtagere. Den ordning udløber 1. juli 2013.

LÆS OGSÅ Trods nye tal: Minister afviser at udvide akutjobplan

»Den politik, der er gennemført med højrefløjen er en fiasko. Det er nødvendigt at få et sikkerhedsnet under lønmodtagerne i Danmark. Det er dybt bekymrende, at regeringen tilsyneladende ikke er til at rykke på det her område. Det er ikke bare tal. Der er mennesker bag. Det her er en katastrofe«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

»Enhver social ansvarlig regering bør forholde sig til det her«, slutter Johanne Schmidt-Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til Enhedslistens kritik - hun henviser til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen afviste dog i går, at regeringen vil tage nye initiativer på baggrund af de nye tal for personer, der ryger ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013. Frederiksen ønskede i dag heller ikke at svare på spørgsmål i denne sag.

Jesper Hvass

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her