Thorning om krisesnak: Skru ned for dramaknappen

Krisesnak. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte i formiddags Toms Chokolade, hvor pressen var mest interesseret i at spørge ind til rygter om uro i S-baglandet.
Krisesnak. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte i formiddags Toms Chokolade, hvor pressen var mest interesseret i at spørge ind til rygter om uro i S-baglandet.
Lyt til artiklen

Statsminister og partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) afviser, at der er tale om et krisemøde, når hun i eftermiddag har inviteret den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg til møde i Statsministeriet.

»Jeg tror, man skal skrue en lille smule ned for dramaknappen. I alle de år, jeg har været formand for Socialdemokraterne, har vi haft sådanne gruppemøder«, siger Thorning efter et virksomhedsbesøg hos chokoladefabrikken Toms i Ballerup.

LÆS KOMMENTAR

Kommentator: S er et fodboldhold, hvor ni spillere på banen aldrig får bolden

Op til mødet har socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer givet udtryk for, at de ikke føler, at partitoppen med Thorning og finansminister Bjarne Corydon tager resten af socialdemokraterne nok med på råd om de politiske beslutninger.

Derudover ventes en debat om, hvordan det store regeringsparti kan få vendt de historisk dårlige meningsmålinger.

Men partiformanden mener alligevel ikke, at man kan tale om krise i Socialdemokraterne.

»Det opfatter jeg ikke. Jeg opfatter, at vi er i gang med et arbejde, hvor vi trækker Danmark gennem krisen«, siger Thorning.

Meningsmålinger dårlige - politikken er god
Statsministeren erkender dog, at meningsmålingerne, som i øjeblikket viser en vælgeropbakning på under 20 procent for Socialdemokraterne, ikke er gode nok.

»Målingerne er, som de er, og det er bestemt ikke godt nok. Det kan vi alle sammen se«.

»Men fordi målingerne er dårlige, betyder det ikke, at politikken er dårlig. Det mener jeg ikke, det mener regeringen ikke, og det mener den socialdemokratiske gruppe ikke«, siger Thorning.

S-medlemmer før krisemøde: Ledelsen lytter ikke til os

Helle Thorning-Schmidt, de fleste omkring dig kan godt se, at der er krise i dit parti. Hvad er det, de misforstår?

»Nogle gange er det sådan, at hvis man har dårlige målinger, så bliver det udlagt som en krisehandling, hvis man går ud og laver en kop te«, siger statsministeren.

Har det lange lys på
»Jeg har været med i så mange år, at jeg har det lange lys på, og vi har et møde i dag, som vi har haft mange gange før, og hvor vi får bedre tid til at tale om tingene«.

Har du forståelse for dem, der mener, at dit parti er i krise?

»Målingerne ændrer ikke ved, at Socialdemokraterne har taget mange store beslutninger, der har som mål, at vi fortsat skal have et solidarisk velfærdssamfund. Det tror jeg, at alle socialdemokrater bakker op om, siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

»Så kan der være nuanceforskelle, og det skal der også være plads til. Og jeg tror ikke, at der er nogen socialdemokrater, der ønsker en anden regering«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her