Aftale sikrer 344 millioner kroner til nye supercykelstier

Lyt til artiklen

Cyklister i en lang række danske byer får nu mere plads at udfolde sig på.

Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti enedes sidst på eftermiddagen om en aftale, der giver 172 millioner kroner til såkaldte supercykelstier i omkring 10 danske byer.

Et statsligt beløb, der finansieres af den såkaldte trafikmilliard, som de fem partier blev enige om at fordele i forbindelse med, at regeringen efter valget droppede den bebudede betalingsring om København.

Bredere stier
Oven i de 172 millioner kroner følger en kommunal medfinansiering på det samme, hvor med der i alt kommer 344 millioner kroner til supercykelstierne - særlige cykelstier, der er bredere, og hvor der kan laves såkaldte grønne bølger, så cyklisterne ikke bliver bremset af røde lys.

LÆS MERE

Ny supersti skal lokke bilisterne op på cyklen

»Danskerne har klart signaleret, at de er klar til at tage cyklen, hvis man kan gøre det på en god og en tryg måde. Nu giver vi bare endnu bedre mulighed for at man også på lidt længere afstande kan sige, at det er cyklen man har som hovedbefordringsmiddel til at komme til og fra arbejde«, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Den radikale transportordfører, Andreas Steenberg, håber på hurtige konkrete resultater af aftalen.

»Penge er der nu, så kommunerne skal bare i gang med at bygge«, siger han.

Får det der svarer til motorvej

Ifølge ham svarer en opgradering fra almindelig cykelsti til supercykelsti til at »lave en bumlet landevej om til en motorvej«

»Det her skal mindske trængslen især i hovedstaden. Og det skal få flere til at cykle. Det er grønt og sundt«, som han tilføjer.

LÆS OGSÅ Supercykelstier kan spare København 34.000 sygedage

Også SF’s ordfører, Jonas Dahl, er tilfreds:

»Jeg synes det er rigtig godt at vi får prioriteret cykelstierne. Det er både miljømæssigt og sundhedsmæssigt rigtig godt«, siger Jonas Dahl, der håber både at kunne fastholde nuværende cykelpendlere på cyklen men også lokke endnu flere over på cyklen.

Morten Skærbæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her