Den verserende konflikt mellem lærerne og KL er ikke et anliggende for Folketinget.
Sådan lyder det fra alle kanter af folketingssalen på dagen, hvor lockouten af Danmarks omkring 69.000 lærere er en realitet.
»Det her er et udtryk for den danske model, og det er parternes opgave at finde en løsning. Vi har ikke nogen planer om et regeringsindgreb. Nu er der konflikt, og det er rigtig mange forældre, mig selv inklusive, lærere og elever ramt af. Også under konflikten er det parternes opgave at blive enige«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke, der ikke vil spå om, hvor længe konflikten kommer til at vare.
FAKTA Seks regeringsindgreb gennem syv årtier
Samme toner lyder der fra Venstres undervisningsordfører Karen Ellemann.
»Konflikten er startet i dag, og enhver er klar over, at det er vanskeligt for mange familier på alle mulige måder. Men jeg har ikke noget bud på, hvor længe den kommer til at vare«, siger hun og fortsætter:
»Jeg har ikke set noget som helst forslag til et regeringsindgreb. Jeg tror, alle nærer et ønske om, at parterne kan nå til enighed og finde en løsning. Det er jo ikke for sent endnu, og det ville være det mest optimale«.
Undervisningen aflyst for 566.660 folkeskolebørn
Den gamle overenskomstaftale udløb i søndags. Trods utallige møder og drøftelser har parterne ikke har kunnet blive enige om en ny, hvorfor lærerne er blevet lockoutet af deres arbejdsgivere, som for de flestes vedkommende er KL.
Det betyder, at undervisningen i dag er blevet aflyst for 875.000 børn og voksne, heraf 566.660 børn fra folkeskolen.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl frygter, at et eventuelt regeringsindgreb vil tilgodese KL's ønske om et opgør med de omdiskuterede arbejdstidsregler. Og derfor skal et lovindgreb undgås.
Tjenestemandsansat lærer: Jeg ville gerne kunne vise solidaritet»Vi skal holde fingrene fra en konflikt på arbejdsmarkedet. Vi er på lærernes side, men en konflikt er en konflikt, og det er ikke et gebet for politikere«, siger Christian Juhl til politiken.dk.
»Det er KL, der har spillet ud med en lockout, og det er dem, der tager første kampskridt, som også har forpligtelsen til at etablere en situation, hvor der forhandles. Hvis de vil køre skolen i sænk med månedlange konflikter, så er det deres ansvar«, siger Christian Juhl, der heller ikke tør spå om, hvor længe lockouten vil vare.
»Det kan være, det tager lang tid. Jeg ved ikke, hvor modtagelig KL er for sund fornuft. Det er dybest set det, der handler om«, siger han.
LA-gæt: 12 dage til et indgreb
Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener, at konflikten må vare til den bitre ende.
»Jeg har set, at nogen er ude at sige, at regeringen er nødt til at gribe ind om to uger. Men hvorfor dog det? Lad dem dog køre. Det må være spillereglerne, og så sker der nok noget på et tidspunkt, når kasserne er tømt og smertegrænsen er nået«, siger Joachim B. Olsen, der dog tror, at regeringen vil gribe ind, inden der er gået to uger.
»Et rent gæt er, at der vil gå tolv dage, før der kommer et lovindgreb. Men jeg taber altid sådan nogle væddemål. Jeg hader at spekulere«, siger Joachim B. Olsen.
»Håbet er lysegrønt«
Hos de radikale vil gruppeformand Sofie Carsten Nielsen heller ikke ind på, hvornår et eventuelt regeringsindgreb bør komme.
»Jeg har ingen kommentarer til konflikten nu, det er alt for tidligt. Den er lige trådt i kraft, og jeg kender ikke til nogen planer om indgreb eller noget lignende endnu«, siger hun.
LÆS MERE Derfor lukker landets skoler ned i dag
Heller ikke de konservatives arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kjær vil sige noget om, hvornår et eventuelt indgreb bør komme.
»Det er upassende at tale om indgreb på lockoutens første dag. Det her er en konflikt mellem to parter på arbejdsmarkedet, der er ført helt legitimt med varsler og det hele. Det er en del af den måde, vores arbejdsmarked er indrettet på«
Hvor længe tror du, lockouten kommer til at vare?
»Aner det ikke. Men det er forår, og håbet er lysegrønt. Jeg håber inderligt, at de bliver enige«.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) oplyser i en pressemeddelelse, at hun vil kommentere lockouten på et pressemøde kl. 11.30.
fortsæt med at læse




























