Hed sommer giver comeback til Løkke

Optur. Den blå blok lukrerer på Helle Thorning-Schmidts skatte-fumlerier.
Optur. Den blå blok lukrerer på Helle Thorning-Schmidts skatte-fumlerier.
Lyt til artiklen

Regeringen ligner den store vinder efter en sommer, hvor to personsager har overskygget alt andet på den politiske scene.

Efter mediernes fokus på Lene Espersens (K) mødefravær og Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag er der nu næsten dødt løb mellem de to blokke i dansk politik.

Det viser en Megafonmåling foretaget for Politiken og TV 2.

LÆS OGSÅ Lene Espersen: Jeg må deltage i flere møder fra nu af


De nye tal vidner om et regulært comeback til regeringsblokken og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

I den seneste måling for halvanden måned siden kunne S-leder Helle Thorning-Schmidts samle støtte fra et overbevisende flertal. Forspringet lød på 13 mandater i forhold til den borgerlige blok. Nu fører oppositionen kun med tre mandater – 89 mod 86.



Vælgere skifter sjældent blok
Flere eksperter, som Politiken har talt med, kalder det »et markant skifte«. Det er usædvanligt, at der på så kort tid rykkes ti mandater fra opposition til regering.

»Der skal altså meget til, før vælgerne flytter blok. Danskerne er bevægelige i deres partivalg, men normalt meget faste i deres blokvalg«, siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Han mener, at skattesagen mod Helle Thorning-Schmidt koster dyrere end Lene Espersens omdiskuterede prioriteringer som udenrigsminister. Lene Espersens problemer fører blot til en konservativ vælgervandring mod Liberal Alliance.

»Den sag har flyttet nogle stemmer rundt inden for blokken, mens Helle Thornings sag har skubbet vælgere over på den anden side«, siger Kasper Møller Hansen.



Socialdemokraterne tegner sig for det største stemmetab i rød blok. Partiet er faldet til 25,4 procent – et direkte resultat af Thorning-sagen, mener partiets næstformand Nick Hækkerup.

»Sagen har selvfølgelig været træls, men vi tror på, at vi har nået et lavpunkt nu, og at vi så kan begynde at rejse os igen«, siger Nick Hækkerup.

»Nu ved vi, hvordan banen er tegnet op til den nye politiske sæson. Og der er altså stadig rødt flertal«.

K: Vi har en nedtur

Ekspert: Historisk beskidt valgkamp forude

I Venstre, der kan notere en lille fremgang, tror man, at danskerne nu har slugt forårets upopulære genopretningspakke.

»Vi har haft en lang periode med modvind. Det har så ændret sig nu. Danskerne kvitterer for, at regeringen har vist en vilje til at rette økonomien op. Og folk har gennemskuet, at S og SF’s plan var en omgang varm luft«, siger partiets politiske ordfører, Peter Christensen.

Mens regeringen som helhed har fået nyt liv og kan drømme om endnu en periode med en venstremand i Statsministeriet, så cementerer målingen den konservative krise.

LÆS OGSÅ Thorning er Espersen overlegen i krisehåndtering

Lene Espersens problemer med vælgerne kan direkte aflæses i en mareridtsagtigt niveau omkring 6 procent. Det er 4,4 procentpoint under valgresultatet og kun marginalt mere end de fremadstormende Liberal Alliance.

Tysk avis: Lene E. er Europas mest klodsede

De konservative ligger nu samme på niveau som under de to interne ’borgerkrige’ i 1975 og 1998. Politisk ordfører Henriette Kjær er dog ikke chokeret:

»Lige nu er vi inde i et dødvande, og vi har en nedtur, men jeg er sikker på, at vi kommer op igen«, siger hun.

»De to tidligere kriser handlede om meget hårde interne personopgør. Her er der dels tale om nedslidning, fordi det koster at sidde i regering, dels at der er kørt en personhetz mod vores leder«.

Mads Brandstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her