Når Enhedslisten i den kommende weekend skal fastlægge sin strategi i forhold til efterårets finanslovsforhandlinger, vil partitoppen på Christiansborg forsøge at udvande den skærpede kurs, partiet står til at vedtage. Sådan lyder advarslen fra en række medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse. På årsmødet tyder alt på, at forsamlingen vil stramme kravene. Ifølge forslaget skal finansloven fremover udgøre et decideret »brud med regeringens hidtidige politik«, før Enhedslisten kan lægge stemmer til. Men en kreds af folk med tilknytning til partiets ledelse på Christiansborg foreslår en tilføjelse, der ifølge kritikere udvander de skrappe krav.
LÆS OGSÅ Enhedslisten vil tage sig godt betalt for at holde regeringen ved magten
»Den endelige vurdering af, hvorvidt Enhedslisten skal stemme for en finanslov, vil herudover afhænge af en aktuel politisk og strategisk vurdering«, hedder det med henvisning til, om der bl.a. kan skabes »folkelig mobilisering«.
Derudover hedder det i ændringsforslaget: »En eventuel stemme for finansloven er uanset hvad ikke en støtte til, accept af, eller tilslutning til de asociale forlig, som regeringen måtte have lavet med højrefløjen i løbet af året«.
»Jeg vil kalde det en ladeport«
I den 25 mand store hovedbestyrelse, der i sidste ende afgør støtten til finansloven, advarer flere mod partitoppens formulering.
»Jeg går stærkt ind for den opstramning, som vi foreslår. Og så bryder jeg mig ikke om, at man bagefter vil sige, at man kan se bort fra det, hvis man finder det politisk klogt. Jeg opfatter det som en uheldig kattelem, en uheldig opblødning. Det er meget kedeligt«, siger HB-medlem Mikael Hertoft.
SF afviser Enhedslistens tilnærmelser: Ingen nye toner fra os




























