Fremover skal byggearbejdere og håndværkere have tydelig dokumentation i form af id-kort på sig, når Skat eller Arbejdstilsynet dukker op. Det skal gøre det lettere for myndighederne at tjekke, om byggearbejderne får en ordentlig løn og arbejder under ordentlige vilkår.
Id-kortet er resultatet af en aftale i rød blok mellem regeringen, SF og Enhedslisten, som skal forsøge at modvirke social dumping og løfte arbejdsmiljøet på de danske byggepladser.




























