Det er blevet meget svært at have tillid til den offentlige danske datasikkerhed, og derfor må regeringen stille sig i front for en grundlæggende gennemgang af området.
Sådan lyder reaktionerne fra Christiansborg, efter Politiken i dag afslører, at Rigspolitiet og it-selskabet CSC i 2012 var blevet advaret om alvorlige sikkerhedshuller i den offentlige it-leverandørs systemer, et helt år før hackeres tyveri af 4 millioner kørekortnumre fra politiets registre endelig fik CSC til at lukke hullerne i 2013.




























