Der bliver ingen ny blå blok, hvis det står til Kristian Thulesen Dahl. Godt nok peger Dansk Folkeparti loyalt på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, men hvis nogen i Venstre og hos de konservative forventer en tilbagevenden til 00’ernes VKO-maskine, så må de tro om igen.
DF-formandens mål om at flytte partiet ind på midten af dansk politik vil nemlig få den praktiske konsekvens, at Dansk Folkeparti efter et valg vil søge sine alliancepartnere én sag ad gangen. Modellen gav Thulesen Dahl en forsmag på, da partiet efter sommerferien indgik en alliance med SF om at kræve lempelser af dagpengereformen.


























