Nye dokumenter afslører, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et afgørende punkt i hospitalssagen fik forkerte oplysninger fra et af sine egne ministerier. Det skete, da sagen om påstået overbetaling af privathospitalerne og lovstridig tilbageholdelse af oplysninger for Rigsrevisionen for alvor begyndte at komme op til overfladen.
Sundhedsministeriet skulle til Statsministeriet forklare, hvorfor rigsrevisor Henrik Otbo ikke havde fået oplysninger om ministeriets egen interne undersøgelse af taksterne til privathospitalerne, når Rigsrevisionen på samme tid var i gang med at undersøge det samme. I en to sider lang notits til Statsministeriet skrev Sundhedsministeriet, at Rigsrevisionen aldrig havde bedt om materiale om den interne undersøgelse:



























