Justitsminister Mette Frederiksen forlanger nu en redegørelse for, hvordan den meget omstridte rapport om forholdene i Eritrea er blevet til.
Det sker efter flere dages massiv kritik af, at rapporten tegner et skønmaleri, når den konkluderer, at flygtninge fra Eritrea ikke nødvendigvis har krav på beskyttelse - og den danske konklusion strider lodret imod andre landes vurderinger. Og tidligere i dag har Berlingske så fortalt, at to centrale embedsmænd, som var med på rejsen til Eritrea fra 1. til 17. oktober i år, nu er sygemeldt.




























