Armslængdeprincippet fik sjældent stor opmærksomhed på gangene på Christiansborg i dag. Det gamle princip, som ellers mest trækkes op af hatten til demokratiske højtider, blev helt centralt for dagens to største sager: nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret og Udlændingestyrelsens overraskende nye linje i behandlingen af asylansøgere fra Eritrea.
Princippet dækker over, at politikerne skal holde sig fra detailstyring af økonomiske midler, sagsbehandling eller politisk indblanding i instanser, som skal fungere på afstand af politikerne. Eksempelvis råd, nævn, styrelser, politiet og DR. Justitsminister Mette Frederiksen (S) skal altså ikke blande sig i Udlændingestyrelsen linje for asyl til ansøgere fra Eritrea, og kulturminister Marianne Jelved (R) skal ikke blande sig i, hvorvidt DR’s økonomiplan indeholder en lukning af underholdningsorkestret.




























