Det er ikke sådan, at socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokraterne benægter fakta: At afstanden mellem rig og fattig stiger i Danmark. Også selv om det i tre år har været en mærkesag for regeringen at begrænse uligheden.
Hun erklærer sig ligefrem »pinligt bevidst« om, at det foreløbig ikke er lykkedes at gøre samfundet mere lige, hvilket nye tal fra Danmarks Statistik underbygger. Den såkaldte Ginikoefficient, der måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, er ved udgangen af 2013 steget til et højere niveau, end da regeringen tiltrådte.



























