Der er sjældent gået en dag siden valget i 2011, uden at Venstre og resten af oppsositionen har beskyldt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at stå i spidsen for en 'løftebrudsregering'.
Netop regeringens brudte løfter, om alt fra en betalingsring til øremærket barsel til mænd, er også tiltænkt en markant rolle, når oppositionens største parti, Venstre, snart går til valg igen med Socialdemokraterne som hovedmodstanderen.
Det afslørede Venstres såkaldte angrebsmanual, der var tænkt som en intern vejledning til partiets kandidater, men som i slutningen af 2014 blev lækket til pressen.
Thorning lidt foran Løkke
Men hvis oppositionspartiet dermed tror, at man har fået indprintet et billede hos vælgerne af, at Venstre i højere grad vil kunne overholde sine valgløfter, hvis partiet kommer i regering, har man tilsyneladende gjort regning uden vært.
Det viser en Megafonmåling, hvor godt 1.000 vælgere er blevet spurgt om, hvilken politiker der vil være bedst til at overholde sine valgløfter, hvis vedkommende kommer i regering efter næste valg.
DF's vælgere vil i regering, det vil Thulesen ikkeVælgerne har kunnet vælge blandt fire partiledere, og på førstepladsen med 32 pct. opbakning kommer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der dog har givet udtryk for, at han ikke ønsker at bringe sit parti regering efter næste valg.
På andenpladsen, og med et mulehår foran Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, finder man Helle Thorning-Schmidt, som 19 pct. peger på, mens 18 pct. peger på Lars Løkke Rasmussen.
Pape: Vælgerhukommelsen er kort
Og at S-formandens løftetroværdighed på den måde lige nøjagtigt kommer ind på andenpladsen, er ganske overrskende for såvel Venstre som den konservative top.
»Især set i lyset af det massive løftebrud, som den nuværende regering jo desværre har været garant for. Det, synes jeg er overraskende«, siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.
Inger Støjberg, når du siger »desværre«, så mener du det vel ikke – passer det dig ikke udmærket, at de har brudt nogle løfter?
»Det er jo aldrig godt at have regering, der går til valg på ét og så leverer noget helt andet«.
Det er vel ikke skidt for Venstre?
»Jamen, hvis man skal se overordnet på det, og nogle gange må man jo godt hæve sig op over dagligt niveau, så tror jeg ikke, det tjener demokratiet godt, at man går til valg på ét og gennemfører det diametralt modsatte«.
V: Løftebrudsbeskyldninger er forbrugeroplysning
Er strategien med at sammenkæde Helle Thorning-Schmidt med løftebrud slået fejl, når vælgernes tillid til Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidts evne til at gennemføre løfter stort set er lige stor?
»Jeg ser det mere som en forbrugeroplysning, at man siger det, som det er: At den her regering kom til verden på baggrund af løfter, som den så efterfølgende ikke har gennemført. Det, synes jeg ikke, man kan fortænke nogen i at minde vælgerne om«, siger Inger Støjberg, der tilføjer:
»Jeg kan sige, at vi agter at overholde de løfter, vi afgiver. Vi har sagt, at vi vil genindføre håndværkerfradraget, og det vil selvfølgelig gøre, hvis vi kommer i regering«.
Corydon: Fortjent
Også den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er forundret over, at statsministeren ligger over Venstre-formanden, om end forspringet på en enkelt procentpoint er inden for den statistiske usikkerhed.
»Jeg konstaterer, at hukommelsen er kort, for hvis man tager hele diskussionen om løftebrud, så må jeg da nok sige, at det overrasker mig, at statsministeren ligger så højt«, siger Søren Pape Poulsen.
Den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon er dog ikke overrasket over, at hans formand placerer sig lige nøjagtigt over Lars Løkke Rasmussen, »for det synes jeg, hun har fortjent«, siger han.
»Hun er i meget høj grad en politiker, der stiller sig meget åbent og meget ærligt frem med de ting, hun gerne vil, og som hun synes, er nødvendigt. Hun stikker ikke nogen blår i øjnene i forhold til, hvad man kan og ikke kan. Derfor er det også fuldstændig berettiget, at hun er placeret foran Lars Løkke«.
Har der ikke været mange valgløfter fra før valget, hun ikke har gennemført, synes du?
»Den debat har jeg hele tiden syntes, var en anelse opkørt. Det, man har karakteriseret som løfter, har jo i høj grad været udtryk for holdniger eller forslag, som alle sammen er fremsat under den præmis, at der skulle gælde et forsigtighedsprincip i den økonomiske politik, hvor der absolut ingen udgifter skulle afholdes, før man havde sikret sig en finansiering«, svarer Bjarne Corydon.
Morten Østergaard nederst
På fjerdepladsen med 12 pct. ligger Morten Østergaard, lederen for de radikale, der ellers ofte blevet udråbt som den nuværende regerings sande magthaver. Og det er i virkeligheden målingens største overraskelse, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
»De radikale gik til valg på noget ved sidste valg, og de var dygtige til at få et regeringsgrundlag, der i høj grad afspejlede det bagefter. Når jeg får lov at have min placering, så kan det godt være noget med, at vi gør så meget ud af at forklare, at der, hvor vi placerer os (i regering eller som støtteparti, red.), det er der, hvor vi får mest indflydelse. Det er vigtigere end spørgsmålet, om vi ender i en regering«, siger Kristian Thulesen Dahl.
Analyse: Thorning og Østergaard sætter bundrekorderProfessorer: Som forventet
Spørger man sagkundskaben, er der ikke noget overraskende over, at Thulesen Dahl står over de to statsministerkandidater. Både professor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen og professor i statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager peger på, at netop DF-formanden generelt er og har været meget forsigtig med at komme med konkrete løfter til vælgerne, men har nøjedes med at pege på, hvad hans parti vil arbejde for.
Og så hænger valgløfte(u)troværdigheden hos Løkke og Thorning sammen med øvrige målinger, når danskerne bliver bedt om deres syn på partilederne.
»I dem står Kristian Thulesen Dahl højt, og det gør han så også her. De to statsministerkandidater står begge to dårligt, og det passer jo meget godt med andre målinger om, hvem der er bedst til at lede landet, hvor mange vælgere siger »ingen af dem««, siger Kasper Møller Hansen.
Løkkes bilagssager slår igennem
De to forskere finder det heller ikke opsigtsvækkende, at Thorning-Schmidt og Løkke Rasmussen ligger omtrent lige i målingen, selvom beskyldningerne om netop løftebrudsregering har klistret til den socialdemokratiske formand.
Venstre-formanden har nemlig omvendt mistet tillid hos vælgerne på en anden konto, som også slår igennem i målingen. Nemlig de forskellige bilagssager, der har martret Lars Løkke Rasmussen.
»Så hans troværdighed er også blevet meget ramponeret«, siger Rune Stubager.
Fra de radikale mener gruppenæstformand Andreas Steenberg, at Morten Østrgaards bundplacering skyldes, at de radikale ifølge ham »ikke er et parti, der render rundt med valgløfter«.
»Vi er et parti, der gerne vil samarbejde om kompromisser i Folketinget«, siger han.
fortsæt med at læse




























