Udenrigsminister Lene Espersen (K) beder nu Folketinget om at godkende en ændring af EU-traktaten, som helt usædvanligt giver Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, mulighed for selv at udpege to ekstra medlemmer til Europaparlamentet – uden at de er valgt til det. Alle EU-landene skal godkende traktatændringen, hvis den skal blive til noget.
Men i Danmark står det nu klart, at udenrigsministeren vil møde en mur af modstand: Et folketingsflertal bestående af såvel oppositionen som Espersens eget konservative parti kritiserer forslaget.




























